28. februar 2012

Madudfordringen i februar: Kokos

Jeg deltager i Frk. kræsens madudfordring eller bon appetit, som hun så fint kalder det. I februar måned er udfordringen kokos.

Min første tanke om kokos er enten kokosmælk eller kokosmel. Jeg valgte kokosmælken, og jeg lavede en omgang spinat i kokos.



Retten er hurtig at lave, og den smager skønt af den bløde spinat, gode krydderier og den søde kokosmælk. Det er en af mine yndlingsretter for tiden. Jeg har ofte lavet den, når jeg har brugt frisk spinat til noget og har haft en rest. Så mængden af spinat varierer fra gang til gang.


Opskriften er fra Suveræne Successer - jeg har omregnet til 2 personer

200 g frisk spinat
150 g løg
2 fed hvidløg
1 rød chili uden kerner
1 spsk olie
1 spsk fintrevet ingefær
1 kanelstang
2 hele nelliker
3 laurbærblade
reven muskatnød
1 lille dåse kokosmælk
1 tsk sukker
1 spsk lime- eller citronsaft
salt

Hak løg, hvidløg og chili og steg det i olien i få minutter. Tilsæt resten af krydderierne og steg videre nogle minutter under omrøring.
Tilsæt kokosmælk og lad blandingen småkoge under låg i ca en halv time.
Gør spinaten klar imens; fjern de grove stilke og skyl spinaten flere gange i rent vand.
Tilsæt spinat og sukker og varm igennem.
Tilsæt limesaft og smag retten til.
Server retten med ris og som tilbehør til fx kylling eller fisk.

25. februar 2012

Små overraskelser

Min far bliver 60 år om et par uger, så mine søskende og jeg er i gang med et par overraskelser til ham.

Han skal selvfølgelig have en gave. Han har kun et ønske, så det er nemt for os at finde den perfekte gave til ham.

Vi er også i gang med at lave et par festlige indslag til fødselsdagsfesten. Det bliver hverken en fin tale eller en hjemmeskrevet lejlighedssang, men derimod en god omgang quiz og en fjollet sang.

Jeg glæder mig rigtig meget til at overraske min far med underholdingen. Nu håber jeg ikke, at han eller min mor læser med på bloggen i dyb hemmelighed, jeg vil jo gerne overraske dem.

23. februar 2012

Restemad!

Dagens ret var tortilliapandekager fyldt med en grønsagskødsovs. Jeg havde en rest hvidkål og knoldselleri, der trængte til at blive brugt, så det kom i kødsovsen sammen med en rødbede, løg og hvidløg.
Det smagte godt og rustikt. Pandekagerne var bløde forneden og sprøde på toppen, og det var en fin kombination.

I dag var jeg igen på arbejde efter et par dages sygdom. Og jeg nyder arbejdet meget mere, end jeg havde turdet håbe på for 14 dage siden. Det er dejligt at være faglig igen, blive mentalt udfordret og se mine kolleger igen.


21. februar 2012

Host host

Jeg ligger underdrejet med influenza. Jeg fik det mere og mere dårligt i weekenden, og nu er jeg frygteligt snottet og mit hoved vejer mindst 25 kilo.
Jeg er glad for, min kæreste har barsel, så han kan passe vores datter, mens jeg prøver at blive rask.
Det var dejligt at komme tilbage på arbejde i sidste uge og koncentrerer mig om noget andet end baby. Men det er vildt hårdt at undvære min datter så meget af dagen.


17. februar 2012

Rocky road

For noget tid siden hørte jeg om den amerikanske snack Rocky road, og siden har jeg haft lyst til at smage. Helt tilfældigt stødte jeg på en opskrift i Netto's gratismagasin, og den prøvede jeg.


Ingredienserne er: 300 g mørk chokolade, 3 spsk sirup, 100 g skumfiduser, 10 digestivekiks, ristede paranødder, 100 g smør og 1 plade eller pose dumle.

Chokolade, smør og sirup smeltes over vandbad. Skumfiduser, dumle og kiks skæres i mindre stykker. Jeg fik knust mine kiks for meget, så pas på med det. Nødderne hakkes groft og ristes.

Det hele blandes sammen og fordeles i et fad, der er beklædt med bagepapir. Afkøl en times tid, før rocky road'en skæres i mindre stykker.


Her er min færdige rocky road. Jeg glemte at tage billeder af stykkerne. Rocky road skal opbevares i køleskabet. Og de skal helt klart spises direkte fra køleskabet, så de er helt kolde og sprøde.

16. februar 2012

Jeg har vundet!

Jeg deltog i en blogkonkurrence hos Dines om bogen Min mor siger af Stine Pilgaard - og sørme om jeg ikke vandt.



Jeg er i gang med at læse bogen, men desværre er jeg ikke så begejstret for bogen endnu. Den har ellers fået rigtig gode anmeldelser.

15. februar 2012

Maden i uge 6

I dag vil jeg vise jer, hvad menuen bød på i sidste uge:

Pasta med en blomkålscreme drysset med mandler, parmesan og ristet chorizo. Retten var lidt tung i det, og det bliver ikke lige den, jeg gentager.

I sidste uge kom jeg endelig i gang med at lave et par retter fra kogebogen Ny Nordisk Hverdagsmad af Claus Meyer, som jeg fik i julegave. Begge retter var nemme at lave, og de smagte godt. Retten med fisk er min favorit.

Her er bagt torsk med en selleriremolade og en kartoffelsalat.

Og en gryderet med kylling, asparges, spinat og speltkerner.

14. februar 2012

Hynder til højstol

Jeg har syet hynder til min datters høje stol.

Stolen er af træ. Da den er en smule glat, glider min datter let fremad. Så jeg besluttede mig for at sy hynder til stolen.


Jeg tog i stofbutikken og kom hjem med møbelstof og pladevat, så var jeg klart il at gå i gang.

Jeg klippede stykker af stoffet, så det passede med ryggen og sædet i stolen. Undervejs fandt jeg ud af, at det var smart at lave stykkerne af pladevat lidt mindre end stykkerne af stof, da det så var nemmere at sætte skråbånd på.

Jeg lavede et fint ternet mønster, da jeg syede stof og pladevat sammen.

Også satte jeg skråbånd på rundt om alle kanter. På to af siderne var skråbåndet ekstra langt, så det også blev til bindebånd.

Her er det færdige resultatat.

Og hynderne i stolen.

13. februar 2012

Status på min plan!

I starten af januar lavede jeg en plan over nogle ting, som jeg gerne ville nå, inden jeg skulle retur til arbejde.

Og i dag vil jeg give en lille status over, hvordan det er gået.

Jeg havde følgende planer:

  • Sy flere bukser til min datter
  • Jeg har syet tre par bukser, og jeg er i gang med et par og har stof liggende til endnu et par.

  • Koge marmelade
  • Tjek, jeg har kogt både jordbær- og hindbærmarmelade

  • Lave en stor forkromet madplan
  • Jeg er kommet i gang med at lave madplaner og få bedre styr på indkøb, bruge rester og variere aftensmaden. Jeg havde en ide om at lave en madplan til fx 14 dage ad gangen, men indtil videre har jeg højst lavet for en uge af gangen.

  • Få skabt et eller andet overblik over mine kogebøger og opskrifter
  • Jeg har kun kigget lidt på programmer til at holde styr på kogebøger og opskrifter, så der mangler jeg noget. Jeg er heller ikke helt sikker på, hvad jeg egentligt leder efter, så den tænker jeg videre over.

  • Få styr på mine mange fotos på computeren - det er en uendelig opgave med alle de fotos vi hele tiden tager
  • Jeg fik ret hurtigt styr på billederne fra 2011. Og jeg prøver løbende at sortere billederne fra 2012 og oploade dem til Flickr, så de er godt gemt.

  • Arbejde videre med "Barnets bog" til min datter
  • Få en fotobog med billeder fra Paris lavet færdig
  • Jeg er ikke kommet videre med hverken min datters "Barnets bog" eller fotobogen fra Paris, så der er noget at arbejde på en stille hverdagsaften.

  • Læse Giganterns fald af Ken Follett
  • Jeg er lige blevet færdig med Giganternes fald, så jeg nåede det.

12. februar 2012

Arbejdet kalder

Så er det i morgen, jeg skal tilbage på mit arbejde efter knap 9 måneder på barsel. Tiden er fløjet afsted, og jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er nu. Ærlig talt, så har jeg bildt mig selv lidt ind, at jeg bare skulle blive hjemme, men det bliver ikke ved med at gå.

Jeg har nydt at gå hjemme med min datter. Se hende vokse, lære hende at kende og bare have al tid i hele verden til hende. Jeg er taknemlig for at vi i Danmark har mulighed for at tage en lang barselsorlov. Jeg kunne faktisk have holdt barsel og ferie helt ind til slutningen af juni, hvis min kæreste ikke ville have haft barsel.

Og for sjov lige et par tal med, hvad jeg egentligt har fået tiden til at gå med:
  • Ammet 1400 gange - det svarer til omkring 10 døgn
  • Skiftet 1200 bleer - det tager så omkring 12,5 døgn
  • Gået 1000 km med barnevognen - det tager omkring 16 døgn
  • Masser utallige smil og "kys" fra min datter - og dem kan jeg heldigvis ikke sætte tid på

11. februar 2012

Dy Plambeck: Gudfar

I januar måned læste vi Gudfar af Dy Plambeck i bogklubben. På forhånd havde jeg meget høje forventninger til bogen, da den havde fået meget ros af anmeldere og anden positiv omtale.

Jeg blev meget overrasket, da jeg gik i gang med bogen. Den første del af bogen var slet ikke, som jeg havde forventet. Jeg vil ikke skrive noget om handlingen, da jeg ikke vil afsløre den.

Bogen består af tre dele, hvor tre forskellige personer er fokus for handlingen. Som sagt blev jeg noget overrasket over bogens start og handling, og jeg havde svært ved at blive ved med at læse i bogen. Men da jeg så kom i gang med anden del af bogen blev jeg fanget af bogen og fortællingen. Og i tredje del af bogen blev det hele bundet smukt sammen.

Jeg er glad for, at jeg blev ved med at læse for alt det lidt mærkelige i første del af bogen gav pludselig mening til sidst i bogen. Dy skriver fint og smukt, sproget glider let, og rent sproligt er bogen en fornøjelse at læse.

10. februar 2012

Nye bøger

Jeg har købt et par nye bøger til mit lille bibliotek.



Jeg glæder mig til at læse bøgerne, og jeg ved snart ikke, hvilken af dem, jeg skal starte med. Jeg har både lyst til at læse krimier i form af Mænd, der hader kvinder og den historiske bog Havets katedral. 

8. februar 2012

Madbilleder

Sidste uges mad bød på to vegetarretter, lidt tigerrejer, en kotelet og en kyllinge/hvidkålsret.

Dal tikka masala - en vegetarisk linsegryde. Der er blomkål og gulerødder i retten. Jeg brugte en dal krydderiblanding, der er købt hos en indisk købmand, og den fik retten til at smage som en rigtig indisk dal. Indermanden i husstanden var i hvert fald godt tilfreds med retten. Opskriften kan findes her.

Her er en lækker risotto med asparges og ærter. Jeg kan godt lide det helt enkle i en risotto, få ingredienser der skaber en skøn ret. Opskriften kan findes her.

Ugens helt nye ret var Quesdillas med tigerrejer og majs. Det smagte skønt og majsene knaste skønt. Jeg brugte stor tortilliapandekager, en anden gang vil jeg bruge de små, det passer vist bedre. Opskriften findes her.

Lørdag aften lavede jeg fyldte koteletter med vintergrønt og grov bulgur. Fyldet i kotellen er smøreost med persille og hvidløg. Vintergrønsagerne er gulerødder, løg og knoldselleri. En dejlig enkel ret. Opskriften kan findes her.

Den sidste ret er kylling og hvidkål i garam masala creme, jeg havde ikke alle ingredienser i køkkenet, så jeg improviserede lidt. Den orginale opskrift kan ses her.

7. februar 2012

7 måneder

I dag bliver min datter 7 måneder.


En lille status på min datter er:
  • Hun vejer 7 kilo og er 66 cm lang.
  • Den første tand er på vej
  • Hun har været syg for første gang med høj feber og forkølelse
  • Livretten er hirsegrød med sveskemos
  • Hun kan næsten selv sidde op
  • Hun drejer rundt, når hun ligger på maven
  • Hun pludrer løs

6. februar 2012

Mandagstanker og madplan

Jeg er meget nostalgisk i disse dage. Min barsel synger på absolut sidste vers. Og det gør lidt ondt inden i mig, at jeg på mandag skal tilbage på arbejde. Det har været vildt hyggeligt at gå hjemme på barsel og lære min datter at kende og have masser af tid til at være sammen med hende.

Jeg er meget glad for, at min kæreste overtager barslen, så min datter skal være hjemme i trygge rammer i fire-fem måneder mere. Så skal jeg ikke både starte på arbejde og køre barn ind i institution. Min kæreste glæder sig meget til sin barsel, og det kan jeg godt forstå.

Heldigvis har jeg fyldt ugen op med dejlige barselsaktiviteter. I morgen skal vi til sidste omgang rytmik. Det har været så hyggeligt at gå til rytmik og lege med min datter. De sidste par gange har hun "snakket" meget med de andre babyer, og det er sjovt at se på. På torsdag skal jeg i svømmehal med en veninde og hendes søn, sidst vi var afsted var min datter helt vild med vandet, så jeg håber på endnu en succes. Og på fredag skal jeg i mødregruppe for sidste gang.

Min madplan er ikke blevet færdig for denne uge. Jeg har et halvt hvidkål og en halv knoldselleri i køleskabet, som jeg gerne vil have brugt. Men indtil videre har jeg ikke lige fundet spændende retter, men jeg leder videre i aften.

Så min madplan er kun for mandag og tirsdag indtil videre:
Mandag: Kylling og hvidkål i garam masala creme
Tirsdag: Pasta i blomkålscreme

4. februar 2012

Jan Guillou: Arven efter Arn

Arven efter Arn er en selvstændig efterfølger til Jan Guillou's triologi om den svenske tempelridder Arn.

Hovedpersonen i Arven efter Arn er Arn's barnebarn Birger. Bogen starter, hvor den sidste bog i triologien slutter. Folkungerne har deltaget i et stort slag, og har mistet mange medlemmer af ætten. Kongen sidder svagt i troen, borgerkrige truer, og sveerne og folkungerne kæmper om magten.

Birger er på dette tidspunkt en ung mand på ca. 18 år. Han er uddannet kriger fra Forsvik, Folkungernes "krigerskole". Bogen følger Birger og udviklingen i det svenske rige gennem fire perioder: Enkernes tid, Gamlingerns tid, Niddingernes tid og Jarlens tid.

Bogen var meget spændende og fængende. Jeg skulle lige have styr på, hvem der nu var hvem, men derfra var bogen en stor fornøjelse at læse. Det var meget spændende at læse, hvad der skete med det svenske rige, og hvordan forskellige personer forsøger at påvirke Kongen og dermed magten.

Personerne i bogen og deres handlinger, tanker og ideer er beskrevet så smukt, og selvom meget af bogen handler om krig er den ikke kedelig. Jan Guillou formår hele tiden at holde mig fanget af bogen.

Jeg havde forventet en lidt mat firer i en serie, men sådan var det slet ikke. Bogen er en smuk afslutning på serien om Arn, og den får min varmeste anbefaling.

3. februar 2012

Shopping

Jeg har været ude og købe nyt tøj til mig selv. Jeg føler, det i den grad er tiltrængt, efter at have nusset rundt i de samme jeans og syv bluser i et halvt år nu. Og intet af det, føler jeg er brugbart til arbejdet længere, for det er godt nok slidt.

Så jeg har købt nye jeans, et par fra Vero Moda og et par fra Saint Tropez. Jeg har aldrig købt jeans før hos Saint Tropez, så jeg er spændt på holdbarheden.



I Pieces købte jeg t-shirten med uglen, og cardiganen er også fra Vero Moda. Jeg er meget glad for t-shirts med simple prints, så denne er et sikkert hit. Og cardiganen har fine farver og sjove flagermusærmer.


Og ingen shoppetur uden at ramme HM. Her fandt jeg en stribet cardigan, en mønstret bluse, prikket skjorte og fine sokker.


Så nu er jeg i hvert fald klar til at begynde på arbejde igen rent beklædningsmæssigt.

2. februar 2012

Brød og gulerodsmuffins

I weekenden bagte jeg, mens min datter sov formiddagslur.

Jeg bager næsten aldrig brød, men nu har jeg lyst til at kaste mig over det. Jeg havde rørt en dej sammen fredag aften, der så hævede i køleskabet natten over. Jeg kom dejen i to forme, og brødene bagte, mens jeg lavede muffins.



Da mine brødforme ikke har samme størrelse, måtte jeg holde ekstra øje med det lille brød, så det ikke fik for længe.


Muffinsene er med gulerødder, kanel, kardemomme og lidt muskatnød, så de smager af noget. Toppingen er smøreost rørt med flormelis og lidt smør, dejligt nemt.

Nu er det snart tid til fastelavnsboller, så jeg vil bage sådan nogen snart, hvis jeg ellers får tid.

1. februar 2012

Sidste uges mad i billeder

Her er sidste uges mad i billeder.

Denne ret er torskefiletter med ris og grønsager. Det er nærmest en form for risotto, da risene er kogt sammen med risene, og grønsagerne og fisken kom i gryden efterfølgende. Retten smager dejligt, og det er en nem måde at få fisk på.

Næste ret er en gullashsuppe med mørt oksekød, chili og suppehorn. Jeg ristede noget chorizo til drys sammen med reven ost. Suppen var meget fyldig og mættende.

I weekenden lavede jeg ossobucco - en dejlig simreret. Grønsagerne smagte skønt og kødet var dejligt mørt, det er en skøn vinterret.