26. december 2011

Julen 2011

Så er min jul i år så småt ved at synge på sidste vers.

I går kom min lille familie hjem igen efter en dejlig lille juleferie hos mine forældre. I dag har vi slappet af, kigget på gaverne og spist lillebitte julefrokost med sild og leverpostej.

Juleaften var rigtig hyggelig med dejlig mad, skønsang omkring træet, dejlige gaver og god stemning. Min datter syntes dansen omkring træet var rigtig hyggeligt. Og stjernekastere er vildt spændende.

Her er et par billeder fra min juleaften:

Gaverne

Et par nisser

Kalkunen er kommet på bordet
 I morgen skal min kæreste igen på arbejde, og jeg skal finde en hverdag igen sammen med vores datter.


24. december 2011

En julehilsen

Min lille nisse og jeg ønsker jer alle en glædelig jul.



Jeg håber, I får en dejlig dag og aftes lige på den måde, som I ønsker at fejre jul.

Vi skal igennem det helt traditionelle program. I formiddag skal vi drikke kaffe med hele min fars familie, så vi bliver en 25 mennesker. Jeg glæder mig til at se mine fætre og kusiner igen. I eftermiddag skal hunden og barnevognen luftes, inden vi skal se Disney Show. Og i aften går det løs med kalkun, ris ala mande, dans om træet og gaver.

Jeg kom i julestemning for et par dage siden, da jeg var i tivoli. Og jeg har glædet mig til i dag, da det er meget specielt at skulle fejre min datters første jul. Nu håber jeg ikke, at hun stikker i et stort vræl, når vi begynder at synge.

22. december 2011

Jul i Tivoli

Jeg har været til Julemarked i Tivoli. Det var en rigtig hyggelig tur med et par veninder. Parken var fint pyntet op, og der var kommet rigtig mange nye ting i år. Det traditionelle nisseland var blevet udskiftet med Russisk jul, og det kunne jeg godt lide fremfor nisserne.

Det var stadig lyst, mens jeg var i Tivoli, så jeg har ikke set alle lysdekorationerne i mørke. Jeg har planer om en endnu tur i næste uge med kæresten efter mørkets frembrud.

Indgangen til Russisk jul

Russisk slot

Nisser til salg

Svaner foran Nimb

20. december 2011

Det var sommer engang

Jeg har været ved at sortere mine billeder fra i år. Og der er en masse billeder fra i sommers, hvor der er solskin og blå himmel, og det ser varmt ud. Selvom jeg synes, at vinteren ikke har været så slem endnu, så er det der solskin bare så lokkende.

Se selv:

Fine blomster


Valmuer


Tivoli


Klar til grill

Afslapning på altanen - bonusinfo: 2 dage senere var min datter kommet til verden

19. december 2011

Kent Kaffe

For et par dage siden mødtes jeg med veninde på Kent Kaffe på Nørre Farimagsgade. Det var mit første besøg hos Kent Kaffe, og jeg synes, det er rigtig hyggeligt sted.

Der er masser af forskellig kaffe og te på menukortet, og særligt kaffen er i højsædet på cafeen. Det var dog en æble-mynte te som jeg fik at drikke og et stykke smørrebrød med flæskesteg at spise. Begge dele var rigtig lækre, og det var rart med en cafe med noget andet end sandwish og burgere.

Til dessert fik vi chai latte og fragilite med mokkacreme. Fragiliten var virkelig lækker og god på en regnvejrsdag.



Cafeen får et stort plus ved at være babyvenlig. Der blev ikke kigget skævt til os over at have børnene med. Der er en fin pusleplads og en god sofa til at sidde i med børnene, så der tager jeg gerne min datter med igen. Og særligt da hun sov den første time, vi var der, så er det jo nemt at være på cafe med et lille barn.

17. december 2011

Torvehallerne

Forleden var jeg endelig inde og se de nye Torvehaller i Københavns centrum.

Jeg gik længe rundt i hallen med chokolade, te, krydderier og andre spændende varer. Jeg begrænsede mig til at købe en grøn kvædete hos Tante Te. Jeg glæder mig til drikke teen i de mørke morgener. Boderne med chokolade var meget fristende, men jeg modstod fristelsen.

I hallen med kød, fisk og ost købte jeg spændende ost. Jeg købte en fast gedeost og en smagfuld skæreost. Gedeosten smager godt, men det er vist sådan en, man kun sætter pris på, hvis man kan lide gedeost. Og skæreosten er god uden at være stærk, og sådan kan jeg godt lide min ost.



Jeg skal helt sikkert ind i Torvehallerne igen og snuse rundt. Der var mange spændende og anderledes ting at købe samlet på et sted. 

15. december 2011

Sidste nyt fra barselsland

Livet på barsel går rigtig godt. Jeg er endnu ikke nået til at kede mig, og jeg trives ret godt med at gå hjemme. Jeg havde frygtet at komme til at føle mig lidt ensom, men det gør jeg slet ikke. Jeg har to faste aftaler om ugen med rytmik en dag og mødregruppe en anden dag. Også får jeg gerne lavet en aftale eller to derudover, så jeg har masser at se til.

For tiden er jeg alenemor, da min kæreste er ude at rejse. Det er gået overraskende godt med at være alene med min datter. Jeg havde frygtet, at det blev vildt hårdt, men jeg får ok med søvn om natten, og hun er ret god til at lege selv, så jeg får bikset lidt mad sammen ind imellem, så det går.
Vi var en tur hos mine forældre hen over weekenden. Det var dejligt at blive aflastet lidt med pasningen af barnet, også var det jo dejligt at spise sammen med andre. Det aller bedste var dog, at min datter fik masser af tid sammen med mine forældre. Det nød de allesammen.

Jeg er så småt ved at erkende at min barsel går ind i den sidste fase. Om to måneder starter jeg på arbejde igen. Jeg forsøger at overbevise mig selv, at det bliver godt, men ærlig talt så har jeg ikke rigtig lyst til at starte på arbejdet igen. Det er drønhyggeligt at gå hjemme og være sammen med min datter. Men jeg vil jo også gerne have at min kæreste skal prøve at være sammen med vores datter i en lang periode, også må vi jo dele barslen. Så jeg nyder hver eneste dag, der er tilbage i min barsel.

Julen er reddet!

Jeg blev lidt bleg i går, da jeg hørte, at DSB planlagde at aflyse rigtig mange af juletogene pga. strejken blandt håndværkerne hos DSB. For det er planen, at min kæreste, datter og jeg skal holde jul hos mine forældre i Jylland, og transporten skal ske med DSB.

Mit skrækscenarium er, at vi vil komme til at stå op de tre timer med vores barn på armen i tre timer. Og det ville jeg godt nok være ked af, dels da hun nok skal sove undervejs, og nok også spise, og amme stående kan jeg ikke. Så i aftes overvejede jeg kraftigt, at vi skulle blive hjemme, hvis vi ikke kunne få en sideplads.

Men nu er strejken hos DSB forbi, så indtil videre skulle juletogene køre. Også er julen reddet. I hvert fald indtil køreledningerne falder ned, eller der kommer masser af sne og frost eller strejken genoptages.

13. december 2011

William Styron: Sophies valg

I november måned skulle jeg læse en bog fra mit fødselsår til bogudfordringen. Mit valg faldt på William Styrons Sophies valg.

Sophies valg foregår i New York i 1947. Sydstatsfyren Stringo er for nylig flyttet til byen. Han flytter ind i et pensionat i det jødiske område i Brooklyn. Her møder han Nathan og Sophie, der har et forhold fyldt med op- og nedture.

Bogen består af to sideløbende fortællinger. Den ene foregår i 1947, hvor Stringo fortæller om sit liv i New York, hvor han skriver på en bog. Stringo fortæller om sit venskab med Nathan og Sophie, sit kærlighedsliv, forelskelsen i Sophie og særligt Nathan og Sophies stormomsuste forhold.

Samtidig fortæller Sophie om sine oplevelser under Anden Verdenskrig. Sophie er polak, og kom i Auschwitz i april 1944. Sophie beskriver meget levende, hvordan hun levede både før og under Anden Verdenskrig i Warsawa, og hvordan hun overlevede i Auschwitz, og de svære valg hun blev stillet overfor i koncentrationslejren.

Jeg blev meget fanget af bogen. Både Stringos fortælling om sit liv med Nathan og Sophie er velfortalt og indlevende. Men det er Sophies beretning, der virkelig gør denne bog speciel og noget helt særligt. Beretningen er så grusom og hård, og af og til måtte jeg lige ligge bogen fra mig for at fordøje fortællingen.

Bogen overrasker undervejs med handlingen. Der var flere hændelser, som jeg ikke havde kunnet forestille mig, der skete, og det var en positiv overraskelse.

12. december 2011

Søvn

Jeg har længe ville skrive et indlæg om søvn, men hver gang jeg prøver, så går der klap ned for mig.

Inden jeg fik min datter, var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville reagere på søvnmanglen, der nok ville komme. Min datter nu 5 måneder, og jeg føler mig lidt som zombie efterhånden. Af og til bliver der helt sort skærm for mig, jeg glemmer ting og snakker lidt sort. Det er benhårdt med den afbrudte søvn, og jeg har hede drømme om at kunne sove fra kl 23 til kl 6 uden at blive vækket, men det har vist lange udsigter.

Min datter sover ret godt om natten, tit er hun kun vågen 1-2 gange om natten. Til gengæld synes hun, det er hyggeligt at være vågen om natten, så hun ligger og pludrer i sengen en times tid, inden hun falder i søvn igen. Også kan timerne om natten godt gå hurtigt, når hun mener, vi skal op kl. 7.

I en periode orkede jeg næsten ikke gå i seng om aftenen, da jeg vidste, at to timer senere ville jeg blive vækket. Så kunne det næsten ikke betale sig at sove inden. Men nu sætter jeg pris på alt det søvn, jeg når at få.

10. december 2011

Brunkager

Lige så længe jeg kan huske, har jeg bagt brunkager op til jul. Da jeg var barn hjalp mine søskende og jeg min mor med at bage brunkager. Vi stak en masse forskellige figurer ud i en udrullet dej. Som jeg husker det, brugte min mor en del tid på at hjælpe med at rulle dejen ud, smutte mandler og flytte småkager over til bagepladen. Noget som jeg selv må klare nu.



Og siden, da min søster og jeg begge boede i København, begyndte vi at bage brunkager sammen op til jul. I år var jeg alene om bagetjansen, men om få år så kan min datter være med.



Opskriften er selvfølgelig den, som min mor bruger, og hun vist har den fået af sin mor.





Opskriften til mange mange brunkager - jeg lavede en halv portion og havde syv plader.

250 g margarine
500 g sirup
150 g sukker
2 brev brunkagekrydderi
1 brev potaske
ca. 1 kg mel

Sukker, margarine og sirup smeltes i en gryde ved middel varme, lad det køle lidt. Potaske kommes i, så det bruser op. Afkøles. Krydderi og mel æltes i, til det bliver til en fast dej.
Dejen skal stå koldt til næste dag.
Dejen rulles ud og stikkes ud i figurer.
Kagerne skal bage 6-8 minutter ved 175 grader.

8. december 2011

Pebernødder

Jeg har bagt en portion pebernødder. Der er første gang i mange år, jeg har bagt pebernødder. Jeg var overrasket over, hvor let det var. Så vil du bage noget nemt til jul, så er disse pebernødder meget nemme at gå til.



Pebernødderne blev dobbeltstørre af, hvad min hensigt var, så jeg skulle nok have fulgt opskriften med 1 cm dej pr pebernød.



De smager rigtig godt, dem kan jeg godt blive forfalden til.


Opskriften er fra Amo's store julebagebog, og er egentligt på peberkager til udstikning og pynt. Og det er sjovt at kalde en småkage for en peberkage, når der ikke engang er peber i.



Opskrift på 2 - 3 plader pebernødder:
250 g mel
65 g smør
100 g brun farin
85 g sirup
1 æg
½ tsk hjortetakssalt
½ tsk kardemomme
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødte nelliker

Sigt mel sammen med hjortetakssalt
Ælt alle ingredienser sammen til en ensartet dej.
Køl evt dejen en times tid, så den er nemmere at arbejde med
Tril dejen i pølser med 1 cm i diameter og skær med dem i 1 cm tykke skiver

Bages 8 minutter ved 180 grader i varmluft ovn

7. december 2011

Nytårsaften

Til nytårsaften skal min kæreste og jeg fejre hjemme i selskab med vores datter. Det er efterhånden en lille tradition, at vi holder nytårsaften sammen bare os to hjemme.

Jeg plejer at lave en tre retters menu til os, og det vil jeg også i år.

Min plan i år for maden er, at det skal være nemt, skal kunne passe sig selv i ovnen, og at jeg kan lave noget af maden dagen før, så jeg ikke bliver stresset.

Til forret har jeg tænkt på tarteletter med rejer og fiskeboller.
Til hovedret et stykke kød, der skal steges i ovnen med en form for kartofler og grønt fx bagte løg
Til dessert har jeg tænkt på at lave chokolademousse

6. december 2011

Åsne Seierstad: Englen i Groznjy

Til bogklubben skulle vi denne gang læse Englen i Groznjy af Åsne Seristad. Vi har også læst 101 dag og Boghandleren i Kabul i bogklubben, så Åsne Seierstad er vist den forfatter vi har læst flest gange i bogklubben.

Jeg glædede mig til at læse Englen i Grozny, da jeg synes, de to andre bøger var meget spændende at læse.

Englen i Groznjy handler om krigen i Tjetenien. Midt i 1990'erne er Åsne Seierstad freelancejournalist i Moskva, og hun rejser til Tjeteninen for at dække krigen og finde ud af, hvad der er op og ned i krigen og hvad krigen gør ved både tjejerne og de russiske soldater. I 2006 rejser Åsne tilbage til Tjetjenien for at følge op på de personer, hun havde talt med tilbage i 1990'erne. Åsne må rejse illegalt ind i Tjetjenien for at lave disse besøg, da journalister kun må komme ind i Tjetjenien efter aftale med den tjetjeniske regering. Åsne er også på et officielt besøg i Tjetjenien, hvor hun kun ser de ting, som regeringen vil vise omverdenen.

Bogen var lidt svær at komme i gang med. Det tog lidt tid før den fængende. Den samme oplevelse havde jeg med 101 dag, så jeg var ikke overrasket over det. Bogen bliver bedre og bedre, jo længere jeg kom i den. Skæberne som Åsne beskriver er så tragiske, både krigerne i Tjetjenien, de russsike soldater og alle de uskyldige tabere i krigen børn og familier, der mister medlemmer.

Englen i Groznjy er en kvinde, der hjælper forældreløse børn. Fortællingen om disse børn fylder en del i bogen, og det er smertende at læse om børnenes oplevelser og deres vej tilbage til livet. Åsne har også besøgt mange familier, hvor "statspolitiet" kommer og henter familiemedlemmer, da de er mistænkt for at være krigere eller have kendskab til krigere. Mange af dem, der bliver hentet kommer aldrig hjem igen.

Jeg kan godt huske krigen i Tjetjenien, men jeg kunne ikke huske, at det rent faktisk var helt tilbage til 1990'erne, at den russiske invasion startede. Jeg troede det var senere. Til gengæld kan jeg tydeligt huske episoden med skole nr. 1 i Beslan og gidseltagningen i Moskva teater.

Bogen var rigtig spændende, og den gav et godt indblik i den tjetjeneske historie og hvad de har været igennem.

4. december 2011

Juletræ

Weekenden har stået i juleriernes tegn. I går bagte jeg masser af forskellige julesmåkager. Og i dag er juletræet blevet pyntet og indviet med dans og sang.



Jeg har masser af julepynt fra, da jeg var barn. Og noget af det bærer præg af god brug gennem årerne, så når julepynten skal tages ned igen, så skal jeg altså have ryddet lidt ud med hård hånd, så det mest slidte forsvinder fra julekasserne. Også er der jo også plads til at lave lidt nyt pynt. Det er rigtig hyggeligt at flette hjerter og klippe-klistre lidt, jeg håber, jeg når det inden juleaften.

God søndag morgen!

Jeg sidder her og vågner langsomt op med te i koppen og en varm bolle på tallerken. Kalenderlyset kom jeg bagud med det samme, så i dag skal det tabte indhentes. I dag skal juletræet pyntes. Jeg håber, at vejret er bedre i dag, så jeg kan gå en lang tur med barnevognen, når solen engang er stået op.

1. december 2011

1. december

I dag er det 1. december. Og nu starter nedtællingen mod jul for alvor. Her i hjemmet tæller vi ned med et kalenderlys.

I sidste uge mødtes jeg med et par veninder for at spise æbleskiver, drikke gløgg og lave juledekorationer. Det er en tradition, som vi startede, da vi boede på kollegium sammen, så vi har julet sammen i 6-7 år.

Vi er alle glade for pynt til dekorationer, så gennem årene har vi samlet masser af pynt. Noget af pynten kan ses dette billede.



Årets kalenderlys er rigtig tykt, så det kan brænde mange timer hver dag.



Jeg lavede også en anden dekoration, der nu pynter på mandens skrivebord.