8. november 2011

Anne Franks dagbog

Anne Franks dagbog i en udgave fra 1961,
som jeg har fået af min farmor og farfar
Til bogudfordringen i oktober måned, der var historiske begivenheder, læste jeg Anne Franks dagbog.

Det er nok en af de mest berømte dagbøger i verden. Anne Frank er 12 år gammel, da hun får en dagbog i 1942. Anne er jøde og bor i Amsterdam, hvor hun og hendes familie er flygtet til fra Tyskland for at slippe for Nazi-Tysklands jødeforfølgelse.

Anne og hendes familie går under jorden i 1942, og Annes dagbog beskriver familiens dagligdag under jorden, de mange skænderier som indespærringen medfører, diskussioner og venskaber. Også er dagbogen fyldt med Annes tanker om livet, fremtiden, fortiden og kærligheden.

Dagbogen er så smuk at læse. Anne er virkelig god til at skrive, og hun beskriver så nøgtern, hvordan livet er "under jorden" i baghuset, hvor de bor. Jeg havde lidt svært ved at nyde dagbogen fuldt ud, da jeg på forhånd vidste hvordan, det ville gå Anne og hendes familie.

På forhånd havde jeg forventet, at Anden Verdenskrig ville have fyldt mere i dagbogen end den reelt gjorde. Men det var en glædelig overraskelse at Annes tanker om alt muligt andet fylder mest. Og særligt opløftende er det at læse om hendes håb og drømme om fremtiden. Hun er sikker på, at befrielsen snart kommer, så familien kan slippe ud af deres tilværelse under jorden.

Har du ikke læst Anne Franks dagbog endnu, så gør det. Bogen er smuk og livsbekræftende.

1 kommentar:

  1. Det er hermed noteret. Må altså få læst den bog på et tidspunkt :-)

    SvarSlet