30. september 2011

God weekend!

Mine blogindlæg ligner hinanden lidt for tiden med billeder fra dagens gåtur. Men sådan en blå himmel skal da foreviges. I dag er det sidste dag i september, også skal der gøres status over læsningen i denne måned! To bøger er det blevet til: Jane Austen: Pride and Prejudice & Susanne Staun: Hilsen fra Rexville. To gode bøger, der kan anbefales til efterårets læsning.

29. september 2011

Så skønt!

På sådan en dag som i dag, er det herligt at være på barsel. Solskinnet giver masser af energi, og vi er ude på dagens anden køretur. Man skal jo udnytte det fine vejr. I morgen skal jeg både i mødregruppe og have besøg af et par veninder, så i dag nyder jeg at have en dag uden aftaler.

28. september 2011

Savn

Det er de underligste ting, jeg savner fra mit "gamle" liv.

De seneste dage har jeg gået en tur mellem kl 15 og 16, og på det tidspunkt bliver der mere og mere trængsel på cykelstierne. Og jeg ville ønske det var mig, der sad på en cykel. Vinden mod ansigtet, støjen og pulsen der banker i kroppen, jeg er vist lidt afhængig af den daglige cykeltur.
Og selvom jeg normalt hader at cykle i myldretiden, hvor der er aller mest fyldt op på cykelstien, så misunder jeg cyklisterne, som jeg møder på min vej.

Men for nu må jeg tage til takke med lange ture med barnevognen, og det er også vildt hyggeligt. Og fra midt i februar er jeg tilbage på cyklen, hvis vind og vejr ellers vil.

27. september 2011

Efterårssmukt

Det er rigtig dejligt og skønt udenfor i dag. Efter en omgang gymnastik gik jeg hjem over Amager Fælled, og der var smukt. Træernes blade er så småt ved at blive gule, røde og orange, og det er kønt.

26. september 2011

Borgen er tilbage

I går startede den 2. sæson af DRs dramaserie Borgen. Det var et kærkomment gensyn. Den første sæson var rigtig spændende og fyldt med interessante problemstillinger og dilemaer for den kvindelige statsminister.

2. sæson startede med problemstillingen om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan, og det er jo en aktuel sag også i det virkelige liv.

Jeg glæder mig til at se mere til Borgen her i efteråret.

23. september 2011

Drømme

I går sov jeg for en gangs skyld længe, så fra kl halv otte til kl ti oplevede jeg følgende:

At hele min folkeskoleklasse gik forbi udenfor min lejlighed. De skulle holde komsammen, og jeg var ikke inviteret, og jeg var meget sur.
Senere kom jeg dog med og deltog i en politisk debat med Louise og Anders. Det var første gang, jeg var i sådan en debat, men jeg var vildt god.

----

Hele min familie var til fest med min farmor og farfar. De var til stede i lokalet, men vi var lidt triste alligevel, da vi godt vidste, at de var døde.

----

Festen ovenfor får et royalt indslag, da Dronning Magrethe pludselig dukker op. Jeg står med min datter på armen, og pludselig åbner en scene sig. Jeg siger wauw, men så bliver jeg irettesat af Dronningen, der siger: "Nej, Anette, man siger ikke wauw, man siger derimod " det var flot""

Og et eller andet sted midt i det hele har min datter lært at sidde selv

Jeg følte mig lidt konfus, da jeg vågnede op fra de mange drømme.

18. september 2011

Pral!


Jeg kiggede lige en ekstra gang, da jeg læste avisen i går til morgenmaden.

Og jo den var god nok, min bogklubs blog stod nævnt sammen med tre andre danske bogblogs i en artikel i Politiken om en svensk bogblog.
Jeg blev meget glad og stolt over omtalen i Politiken.

Hav en dejlig søndag alle sammen.

14. september 2011

Selvforkælelse

I dag har jeg forkælet mig selv med en lækker sandwich og et spændende blad om mad. Sandwichen var med skinke og mozarella og superlækker og en god afveksling til de rugbrødsmadder, jeg normalt får til frokost. Ved første øjekast har bladet mange spændende opskrifter, som også er barselvenlige. Nu vil jeg ligge mig på sofaen og tage et hvil, indtil barnet vågner. Også må vasketøjet pænt vente.

13. september 2011

Jeg savner jer!

Jeg savner mine kogebøger. Det er ikke meget, de er fremme for tiden. Jeg savner at have overskud til at lave spændende og ny mad. Men det kommer vel engang. Indtil videre skal aftensmaden være nem og være i dobbelt portion, så der er til to dage.

8. september 2011

Nyt til hjemmet del II

I mandags fortalte jeg om et par nye ting, der har fundet vej til mit hjem. Men det er ikke kun babyting, der er nyt i mit hjem.

Vi har fået ny sofa. Så nu er det ikke længere et orange hjørne, jeg boltrer mig i herhjemme. Der imod har jeg et fint lysebrunt hjørne at slappe af i - herligt.


Sofaen er fra Bolia, og der er masser af plads til hele familien. Vi har også købt en puf i samme serie.

Og til en ny sofa skal der også nye puder til. I IKEA fandt vi et par fine puder til sofaen. Puderne er ens, der er blot forskellig for- og bagside - en meget fin detalje.

7. september 2011

2 måneder

I dag bliver min datter to måneder!

Stort smil!

Jeg kan nok skrive det følgende hver gang, hun runder en ny måned og når hun bliver et år, to år osv. Men jeg forstå ikke, hvor tiden er blevet af. Det går bare hurtigt, den ene dag tager den anden, og min datter udvikler sig med lynets hast. Det føles både som om, hun har været her altid, og samtidig føles det som max et par uger siden, hun kom til verdenen.

Fanget på puslepunden, mens en uro bliver studeret


Nu kan hun se farver, og alting bliver undersøgt. Far og mor er heldigvis stadig de bedste og sjoveste, men vi har fået skrap konkurrence af legetøj, møbler og ting og sager, der er i lejligheden. I en uges tid snakkede hun meget intenst med bogreolen.

Vinterdragten bliver prøvet, og lige nu er den alt for stor

Min datter bliver vist ikke den tykkeste baby blandt babyer. I fredags vejede hun 4450 g og var 57 cm lang, så nu er hun endelig både tungere og længere end sin ene fætter, da han blev født, altså med 50 g og en cm. Det er vildt, så stor forskel, der er på børn.

Gået omkuld på ammepuden efter et måltid
Hun har ikke rigtig nogen rytme endnu, så jeg tager tingene som de kommer. Jeg har accepteret, at jeg ikke kan forvente at nå ret meget i løbet af en dag, selvom hun sover ret godt. Jeg ved bare aldrig, om hun tager en powernap på en halv time eller en ordenlig lur på 4 timer.
Og om natten er der desværre heller ikke nogen rytme endnu, så nogen gange sover hun meget og andre gange lidt, og ja det samme gør jeg - gab.

Ser på farver

6. september 2011

Hærværk af Tom Kristensen


Til bogklubbens bogudfordring i august måned, der bød på danske mandlige forfattere læste jeg Tom Kristensens Hærværk. Det er en bog, som jeg har villet læse længe, så det var godt at få det gjort.

Bogen handler om Ole Jastrau, der anmelder litteratur på et dagblad. Bogen er udgivet første gang i 1930 og bogen foregår på samme tid. Jastrau er træt af det hele, arbejdet tiltaler ham ikke og ægteskabet er heller ikke alt for godt. En dag banker en meget gammel bekendt på døren, og her starter Jastruas hærværk på sig selv ved hjælp af alkohol.

Jeg blev hurtigt meget fasineret af bogen, både pga handlingen men ikke mindst pga det flotte og farverige sprog, som bogen er skrevet i.

Handlingen var utrolig fængslende, og jeg var meget spændt på, hvordan det ville ende med Jastrau. Og bogens sprog var med til at gøre bogen endnu mere fængslende og levende.

Det var en meget stor fornøjelse at læse Hærværk. Det er en bog, som jeg gerne vil læse igen.

5. september 2011

Nyt til hjemmet

Mit hjem har fået et par nye farverige genstande. Farvesammensætningen er en anden, end den jeg normalt vil byde velkommen i mit hjem, men hvad gør man ikke, når det kan glæde barnet.

I IKEA fandt vi dette aktivitetstæppe. Bøjlen kan tages af, så der er plads til masser af gymnastiske udfoldelser.

Aktivitetstæppe fra IKEA

Det farverige aktivitetscenter har fået øgenavnet "plastikrædslet", for kønt er det godt nok ikke. Men nu hvor min datter kan se farver, er det et hit.



Uroen er et meget stort hit lige nu. Min datter kigger meget grundigt på de forskellige dyr, og hun har næsten ikke tid til at spise eller sove, da hun skal se på alting.

Uro fra IEKA og stor blomst

2. september 2011

Der var engang ....

for 12 år siden, hvor jeg startede på universitet. I disse dage starter de nye studerende på universitetet, og jeg kan følge med i deres introarrangementer, som "mine" græsplæner ofte ligger græs til.

Der fik mig til at tænke tilbage på den gang i et helt andet årtusinde, hvor jeg startede på universitet. 12 år er virkelig lang tid, og der er sket så mange ting siden.

Indtil for ca to år siden, havde jeg svært ved at forstå, at jeg altså ikke var studerende længere, til trods for, at blev kandidat tre år tidligere. Men nu er der bestemt ikke mere studieliv over mit liv. Jeg saver som sådan ikke studielivet, jeg er utrolig glad for, hvor jeg er lige nu i mit liv. Men de hyggelige stunder i læsegeuppen, de nørdede forelæsninger og sjove stunder på kollegiet kan jeg godt savne af og til. Og ja bare det at læse i en lærebog og få ny viden, det kunne jeg godt lide, og desværre er der ikke tid til det på mit arbejde.

Hav en dejlig weekend allesammen!