27. august 2011

Valg, arbejde og andet godt

For en gangs skyld har jeg fået tændt computeren, så i dag blogger jeg fra den i stedet for min mobiltelefon. Så jeg satser på et lidt længere indlæg end normalt for tiden.

Så blev valget udskrevet i går. Det var godt, at Lars Løkke endelig fik trykket på valgknappen, så valgkampen kan komme i gang. Jeg håber at få mulighed for at følge lidt med i debatter i tv osv, så jeg kan træffe en kvalificeret beslutning, inden krydset skal sættes.

Og valg blev der også talt meget om på mit arbejde i går. Jeg var på besøg på arbejdet i går sammen med min datter. Og alle talte om, at nu var der udskrevet valg, og hvordan det kommer til at påvirke deres arbejdsopgaver.
Min datter blev fremvist til kollegerne, og hun tog dem med storm. Hendes store hårpragt fik meget ros og omtale. Det var dejligt at se mine kolleger igen. Det gik op for mig, at jeg savner mine kolleger, jeg har bare ikke tid til at mærke det savn i mit travle liv med baby. Der kommer til at ske store ændringer i min arbejdsgruppe her i efteråret, så det bliver meget spændende, når jeg vender tilbage til arbejdet i det nye år.

Jeg er efterhånden ved at vænne mig til livet på barsel, og at jeg sjældent når ret meget i løbet af en dag. Det har taget lang tid for mig at vænne mig til, at jeg skal være på hele tiden, og at jeg aldrig ved, hvornår min datter vågner og kræver et eller andet af mig. Af og til er det meget svært at finde ud af, hvad det er der kræves af mig. Så jeg prøver amning, bleskift, snak, massage af maven eller putning, og som regel virker en af tingene.
Min datter er nu 7 uger gammel. Hun vejer lidt over 4 kilo, er super god til at løfte hovedet, meget nysgerrig og vil gerne snakke.

2 kommentarer:

  1. Hun ligner også en, der har meget på hjerte ♥
    Hvor lang tid har du barsel?

    SvarSlet
  2. Jeg har barsel indtil midt i februar, hvorefter min kæreste så skal have barsel i 20 uger.

    SvarSlet