14. juni 2011

Stephen King: Revolvermanden

I maj måned var bogklubbens bogudfordring fantasybøger. Det er ikke den genre, jeg tidligere har læst meget udover Harry Potter og Ringenes Herre. Jeg kan godt lide bøger med masser af eventyr, overtro og magi, men det er bare for sjældent, jeg får dem læst, så det var godt at blive presset til at læse noget i fantasy-genren.

Det har jeg nu gjort lidt bod på ved at læse den første bog i Stephen Kings serie om Det mørke tårn, nemlig Revolvermanden. Jeg vil slet ikke forsøge at gengive noget af handlingen, da det er svært at sætte ord på bogens handling. Hovedpersonen i bogen er Revolvermanden Roland, og den foregår i et form for andet univers end vores.

Bogen var meget forvirrende, og det var ret svært at finde hoved og hale i, hvad der egentligt foregår. Heldigvis var jeg blevet advaret om dette på forhånd, ellers havde jeg været fristet til stoppe midt i bogen. Jeg sad med en følelse af, ikke at have forstået bogen helt, eller at jeg var blevet snydt for fem gyldne ord, der ville få det hele til at hænge samme. Men i sidste kapitel kom der lidt mere styr på enderne.

Det var en oplevelse at læse bogen og udfordre mig selv. Lige da jeg var færdig med bogen, havde jeg lyst til at læse bog nr. 2 i serien bare for at se, om den er lige så mærkelig. Men nu her en måneds tid efter, kan jeg godt mærke, at jeg ikke længere er fristet. Så Det mørke tårn serien vil jeg ikke læse mere af, men fantasy skal jeg bestemt læse mere af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar