23. juni 2011

Arbejdermuseet

For en lille måneds tid siden var jeg på Arbejdermuseet med mine forældre. Museet fortæller arbejdernes historie fra ca. 1890 og op til i dag.

Museet har gengivet eksempler på tre typiske lejligheder fra hhv. 1890, 1930 og 1950, og det var rigtig spændende at se, hvordan lejlighederne var møbleret og hvor lidt plads der var til far, mor og et par børn. I lejligheden fra 1930'erne sov 3 af børnene i stuen, og det ene i/på spisebordet, der blev vendt om. Så er der vist ingen, der skal komme og sige, at vi skal flytte i et større hjem, bare fordi lillepigen ikke kan få sit eget værelse fra starten af.

Især lejligheden fra 1950'erne fik mine forældres barndomsminder til at vælte frem. De så trælegetøj, som de begge to havde haft. Og de fortalte også om, hvordan tøjvasken foregik i deres barndom, hvor man ofte lejede en vaskemaskine, også var der ellers dømt storvask en gang om måneden. Ind imellem stod den på klatvask.

Museet havde også en udstilling om industrialiseringen i Danmark, og hvordan forskellige ting blev produceret fra 1900 og frem til i dag. Vi så en film om ølbrygningen eller nærmere opgaven med at få øllet på flasker, og der er godt nok sket meget med den teknologiske udvikling gennem de sidste 100 år.

Arbejdermuseet havde en særudstilling om grisen i landbruget og brugen af udenlandsk arbejdskraft i landbruget. Det var rigtig interessant at få et nærmere indblik i, særligt da min far selv er landmand. Så udstillingen affødte et par spændende diskussioner.

Alt i alt var det et interessant museumsbesøg, og museumsbutikken var også fyldt med spændende ting og sager.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar