5. februar 2011

Fastelavnsboller

Som jeg jo skrev i onsdags, er min lyst til at bage vendt stærkt tilbage. Og jeg fik også bagt fastelavnsboller i onsdags.

Jeg prøvede en opskrift fra AMO's 3. bagebog, og de er ok. Sidste år brugte jeg en opskrift fra Karolines Køkken, og jeg synes de fastelavnsboller er bedre.
Cremen blev lidt tynd og ikke sådan cremet på den rigtige måde, så den vil jeg ikke bruge igen. Opskriften var også lidt uklar med, hvordan man lige skulle få cremen lavet. Til gengæld var bolledejen rigtig god og luftig, og dejlig nem at arbejde med. Jeg kom lidt kardemomme i dejen, og det gav en god smag.

Fastelavnsbollerne blev fine runde, nu skal jeg bare have lært at lave glasur. Jeg får altid lavet det for tyndt eller tykt, ikke en god middelvej.



I bagebogen foreslår de også, at man bager bollerne uden creme også kommer frugt- eller chokoladecreme i efter bagning, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Det er bare lidt farligt, hvis det kun er kæresten og jeg til at spise en portion fastelavnsboller.

Fastelavnsboller med vanillecreme fra AMO's 3. bagebog (som jeg har bagt dem)
16 stk

500 g mel
100 g smeltet smør
50 g gær
2 tsk vanillesukker
1 æg
2 dl lunken mælk
½ tsk salt

Vanillecreme:
2 dl mælk
1 tsk vanillesukker
3 æggeblommer
25 g sukker
1 tsk hvedemel

1. Opløs gæren i lunken mælk. Tilsæt vanillesukker, salt, æg, smør og hvedemel.
2. Ælt det sammen til en blød og smidig dej.
3. Lad dejen hæve tildækket i ca. 30 minutter.
4. Slå dejen ned og rul den ud til en stor firkant ca. 50 gange 30 cm. Skær dejen i kvadrater på ca. 10 gange 10 cm. Fordel vanillecremen på dejen. Fold dejen godt omkring cremen og tryk kanten godt sammen.
5. Læg bollerne med sammenføjningen nedad og lad dem hæve i ca. 30 minutter.
6. Bages ca. 12-15 minutter ved 220 grader.

Vanillecreme:
Rør æggeblommer, sukker og mel sammen. Kom kogende mælk i æggemassen. Varm den igennem til cremen er tyk. Lad cremen køle af.

2 kommentarer:

  1. Uha. Det er farligt at se på billeder af fastelavnsboller... jeg bliver simpelthen så lækkersulten!

    Du kan i øvrigt putte en lille smule smeltet/blødt smør i glasuren - så stivner den bedre :-)

    SvarSlet
  2. Tak for tippet med smøret i glasuren, det må jeg afprøve en gang.

    SvarSlet