9. december 2010

Middag på Ristorante Veneto

I aftes var jeg ude og spise med en lille gruppe kolleger, som jeg arbejder meget tæt sammen med. Vi spiste på Ristorante Veneto på Østerbrogade. Det var en dejlig oplevelse, stemningen var god rundt om bordet, tjeneren var virkelig i hopla og maden var udsøgt.

Jeg startede med at få skæld ud af tjeneren, da jeg kom for sent, da busserne kørte meget uregelmæssigt, ja jeg ved godt, det er en dårlig undskylding. Og da jeg så sagde nej tak til vin, så fik jeg endnu mere skæld ud, for den gode rødvin kunne man da ikke sige nej tak til. Og derefter var tjeneren meget flink og imødekommende.

Vi valgte alle at få en 3-retters menu, som jeg vil forsøge at beskrive. Tjeneren talte en blanding af dansk, engelsk og italinesk, så det var ikke det hele jeg fik fat i.

Vi startede med en lille appetizer, der bestod af to stykker udsøgt ost og en enkelt god oliven med masser af godt brød og olivenolie til. Jeg kunne sagtens have spist mere af den gode ost og oliven, men der ventede jo flere lækkerier.

Forretten var en tallerken med forskellige antipasti. Der var bl.a. bagt peberfrugt, skinke med tunsauce, oksekød med kastajnesauce, parmaskinke med melon, en kartoffelpandekage og et par ting til. Alle tingene var utroligt lækre, og jeg nød den skønne forret.

Hovedretten var en kødfuld affære. Jeg mener kødet var dyreryg, og det var så mørt så mørt, og en stor fornøjelse at spise. Til kødet var der en sauce baseret på Karl Johan svampe, den var skøn. Til kødet var der en enkelt bagt kartoffel, nogle bønner af en art og en grønsagskompot. Hovedretten var også helt vidunderlig. Jeg sidder her og ønsker, at der var rester til i dag, for jeg kunne godt lige spise en skive mere af kødet dyppet i saucen.

Efter hovedretten var jeg sådan set ret mæt. Men så kom desserten på bordet, og den måtte jeg også smage, og jeg endte med nærmest at slikke min tallerken, så skøn var den. Der var et lille stykke tiramisu, den var udemærket, men da jeg er mere til friske og søde desserter, kom jeg hurtigt igennem den. Der var også en skøn frugtsorbet, dejlig frisk og sød på en gang. Den sidste lille dessertret var penne cotta med jordbærsauce. Denne dessert var neutral i smagen, men søde undertoner og dejlig sammen med jordbærsaucen.

Alt i alt var det en skøn aften, og jeg vil bestemt anbefale jer at tage forbi Veneto på Østerbrogade i København en aften, hvor I skal ud og spise. Jeg tror, man skal bestille bord, for der var overraskende godt fyldt op på sådan en onsdag aften.

Også præsterede jeg at skrive et madindlæg helt uden billeder. Jeg tænkte slet ikke på bloggen og billeder i aftes, så I må selv danne billeder på nethinden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar