23. september 2010

Weekendbagning

Der går sjældent en weekend, hvor jeg ikke bager et eller andet. Sådan var det også i sidste weekend, men denne gang var det under stærk pres fra min kæreste. Han kunne virkelig godt tænke sig nogle muffins, lige som jeg bager dem. Og det kunne jeg ikke stå for.


Jeg bagte chokoladebomber, hvordan man kan kalde dem, når der ikke er chokolade i, forstår jeg ikke. Jeg ville nok kalde dem kakaobomber. Men uanset, hvad kagerne hedder, så smager de godt.
Jeg kom en limecreme ovenpå, og den var delte meninger om. Jeg kunne godt lide den, men kæresten synes, den var for tung.


Jeg bagte også skinkebrød med skinke, parmesan og basilikum, og de smager rigtig godt. Parmesanen giver en rigtig god smag. Jeg har haft dem med i madpakke et par dage, og lige et halvt minut i mikroovnen eller brødristeren, også er de superlækre og saftige på den gode måde.


Endelig var der også plads til en ny omgang knækbrød. Jeg lurede lidt på opskriften i AMO 3, men den er fuldstændig magen til opskriften på knækbrød, som jeg tidligere har brugt, så der var ikke meget nyt under solen. Denne gang har jeg lavet knækbrødene lidt tykkere end normalt og kommet sesamfrø ovenpå, det er lækkert.

Som mine tidligere mad- og bageindlæg i den seneste tid har jeg kigget meget i AMO's 3. bagebog - jeg får altså ikke procenter for at omtale den, der er bare mange spændende opskrifter i.

Chokoladebomber
16 stk i muffinsforme

200 g hvedemel
150 blødt smør
125 g sukker
2 tsk bagepulver
3 æg
2 tsk vanillesukker
1 spsk kakao

1. Sukker og smør piskes sammen, æggene piskes i. Mel, bagepulver, vanillesukker og kakao rører i dejen.
2. Kom dejen i smurte forme.
3. Bages ca. 15 minutter ved 200 grader.

Limecreme:
65 g smør
75 g flormelis
Fintrevet limeskal fra ½ lime
Saft fra ½ lime

1. Rør ingredienserne til cremen sammen
2. Smør cremen på kagerne, når de er kolde.


Skinkebrød med parmesan
14 stk

200 g hvedemel
1 dl havregryn
35 g gær
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
75 g oliemargarine eller blødt smør
1½ dl danskvand

Fyld:
75 g skinke
30 g reven parmesan
1 håndfuld hakket basilikum

1. Opløs gæren i danskvand, og tilsæt salt, bagepulver, havregryn, hvedemel og oliemargarinen samt fyldet
2. Ælt dejen sammen til en glat og smidig dej.
3. Rul dejen ud til ca. 1½ cm tykkelse. Jeg brugte en stor tekop til at stikke brød ud med.
4. Lad brødene hæve i 30 minutter
5. Bages ca. 10 minutter ved 225 grader.

2 kommentarer:

  1. Mmm. Skinkebrødene ser lækre ud :-)

    SvarSlet
  2. Skinkebrødene er rigtig lækre, de kan anbefales :)

    SvarSlet