24. september 2010

Boganmeldelse - Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P

Velkommen til den første boganmeldelse på "Bogklubben mener". Her vil vi hver især skrive, hvad vi mener om bøger vi har læst. Da vi taler meget om bøger og inspirerer hinanden, vil der med tiden sikkert komme gengangere mellem anmeldelserne, men da vi er meget forskellige bliver det også til forskellige anmeldelser.

Flaskepost fra P er endnu en genial krimi fra Jussi Adler-Olsens hånd i serien om politikommissær Carl Mørck. Spændingen starter på første side, og den bliver ved til sidste side. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når barske hændelser bliver beskrevet, og ingen liv bliver sparet. Kort sagt: Handlingen er til tider meget hård og brutal.

Jeg vil ikke gå ind i detaljerne i handlingen, udover at fortælle, at hovedpersonen fortsat er politikommissær Carl Mørck, der bestyrer den lille afdeling Q på Købehavns Politigård. Han får overdraget en flaskepost, hvor der er et brev fra P. Og der starter jagten på at finde ud af hvem P er, og hvad der er sket med ham.

Der er mange fortællere i bogen. Det er spændende at vide, hvad der sker oppe i hovedet på den, der jagtes af Mørck, og hvad alle de andre personer foretager sig, før politiet får nys om sagen. Jeg har ikke været fustreret over de mange forskellige fortællere. Og jeg har ikke følt, at jeg som læser blev snydt for nogle oplysninger i Mørcks opklaring, som jeg har oplevet det i andre krimier. Til gengæld har jeg vidst meget mere om, hvad der foregik end Mørck selv.

Det er ikke kun en barsk krimi, der er også plads til masser af sjove indslag særligt fra Mørcks to assistenter Assad og Rose, der bestemt ikke gør Mørcks arbejdsdag kedelig.

Flaskepost fra P får masser af roser fra mig. Jeg kunne næsten ikke lægge bogen fra mig, og bogen stoppede nærmest for hurtigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar