20. juli 2010

En søndag med gode oplevelser

I søndags mødtes jeg med en veninde fra kollegiet. Efter at hun er startet med at arbejde efter barsel, er det desværre sjældent vi ses, da det er lidt svært at få lavet en aftale. Men i søndags lykkedes det, og det var så hyggeligt.

Vi spiste brunch på "Den røde hund" på Nørrebrogade. Vi kunne begge huske, at de engang havde haft brunchbuffet, men den havde de skiftet ud med tallerkenbrunch. Og det passede mig egentligt fint, da jeg altid spiser for meget af sådan en buffet. Brunchen var virkelig lækker med gode pølser, lækker laks og et par skønne oste. Desværre glemte jeg at tage billede af det, så I må fantasere jer til det.

Bagefter gik vi ned i Jægersborggade og købte kaffe i "The Coffee Collective". Min veninde er meget begejstret for kaffen, og hun er altid derinde, når hun er i området. Selv drikker jeg mest te, men denne cafe latte var virkelig god og så sød, at jeg ikke behøvede at komme sukker i. Vi gik over i Assistens kirkegård, nød kaffen og talte og talte.

Så kommer du til Nørrebro, så jeg vil anbefale både "Den røde hund" og "The Coffee Collective".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar