14. juni 2010

Mandagsfisk

I denne uge er det min maduge. Jeg plejer at planlægge, hvad jeg skal lave af mad for et par dage ad gangen. Dels kan jeg købe ind til flere dage, også behøver jeg ikke stresse over, hvad jeg dog skal finde på af mad, når jeg kommer hjem fra arbejde. Og især i dag, hvor jeg var helt smadret, da jeg kom hjem, er det rart at vide, at der er styr på maden og ingredienserne, så jeg lige kan tage en halv time i sofaen med computeren.


I dag stod menuen på laksepakker med eksotisk kartoffelmos. Det er en ret nem ret, og når grønsagerne er snittet, så passer det sig selv i ovnen. Retten er lidt indisk inspireret uden helt at være det. Min kæreste mente, at naan var et forkert tilbehør til retten. Så en anden gang vil jeg koge flere kartofler, så de kan være tilbehør. Også vil jeg også undlade bladselleri, det er vi ikke så begejstrede for, men det skulle da lige prøves.


Opskriften er fra "God fisk let at lave". Der er rigtig mange spændende opskrifter i kogebogen. Men jeg kan godt se, at det er de samme opskrifter, jeg bliver tiltrukket af, når jeg bladrer bogen igennem.

2 personer
2 lakseportioner
1-2 stilke bladselleri i tændstiktynde strimler
1 snackpeber i tynde skiver
½ spsk hakket ingefær

Gør laksen klar, og læg den på to stykker sølvpapir.

Kartoffelmos
100 g kogt bagekartoffel
1 fed hvidløg
lille rød chili
hakket koriander
1 spsk citronsaft
½ spsk sukker
½ spsk fishsauce
½ spsk soja
1 spsk revet ingefær

Mos kartoflerne og rør de øvrige ingredienser i. Konsistensen skal være som kartoffelmos. Fordelen mosen ovenpå de to stykker laks. Fordel bladselleri, snackpeber og ingefær ovenpå. Luk pakkerne og bag dem i ovnen i ca. 15 min ved 180 grader.

Jeg serverede raita til fisken.
1½ dl yoghurt
1 tsk spidskommen
1 fed presset hvidløg
salt
citronsaft
10 cm agurk i tern
1 tomat i tern

Bland yoghurt, spidskommen, hvidløg, salt og citronsaft. Tilsæt agurk og tomat.

2 kommentarer: