30. juni 2010

Bøgerne i juni måned

Nu er det blevet tid til at gøre status for de bøger, jeg har læst i juni måned:
  • Daniel Silva: Ildens søn
  • Sophie van der Stap: Pigen med de ni parykker
  • Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne
  • Jeanette Winterson: Powerbook'en
  • Elsebeth Egholm: Liv og legeme
  • Adam Thirlwell: Politik
Det er blevet til 6 bøger af meget forskellig karakter. Ildens Søn og Politik havde stået længe i min bogreol og samlet støv, mens Powerbook'en anden var et impulslån på biblioteket. Pigen med de ni parykker var juni måneds bogklubsbog.

Den mest spændende bog var Fasandræberne, den var meget intens og meget barsk. Powerbook'en og Politik gav mig noget at tænke over, og det havde jeg også håbet, at Pigen med de ni parykker ville, men bogen var ikke helt som jeg havde forventet.

Liv og legeme var spændende, men nu her 14 dage efter, jeg har læst den, er den allerede blegnet noget i hukommelsen. 

29. juni 2010

Venindehygge

I går var jeg i Kongens Have til midtvejsmøde i bogklubben. Det var en hyggelig aften med snak om alt muligt mellem himmel og jord. Vi spiste en hel masse lækkert frugt og nød den dejlige aften.
Det var så fedt at cykle hjem gennem byen i den stille aften uden al myldertidstrafikken.


I dag har jeg indviet drømmesengen, og den er godkendt. Og nu er jeg i gang med at hitte ud af, hvad i alverden vi skal spise i aften, og hvis jeg var smart, så fandt jeg også  på noget til i morgen. 

28. juni 2010

Sommerdrømme

Så er sommeren for alvor startet. Og i dag har jeg købt en drømmeseng til altanen. Vi har talt om det i de to år, vi har boet her i lejligheden, så det var da på tide at få gjort det indkøb.
Drømmesengen er købt hos Lars Larsen til den nette sum af 200 kr. Så nu skal jeg drømme søde sommerdrømme ude på altanen. Og måske skal jeg lige omkring Jysk engang til og have fat i en parasol, også kan vi vist ikke fylde mere ud på altanen.


Jeg har fire arbejdsuger foran mig, før jeg har sommerferie. Og i aftes fortrød jeg bitterligt, at jeg har valgt at holde sen sommerferie. Jeg vil da meget hellere nyde det skønne vejr, end at sidde og arbejde. Så nu må jeg bare nyde solen og varmen efter kl. 15 i stedet for hele dagen. I aften er første "nyd-sommeren-dag", hvor jeg skal i Kongens have med et par veninder.

27. juni 2010

Søndagsliv

Først et stort tillykke til min lillesøster med hendes fødselsdag - og et stort tak for solskinnet. Det har været dejligt med sådan en skøn sommerdag.


Jeg tilbragte eftermiddagen på Amager Strand med en lang travetur rundt om badelagunen. Jeg er i gang med høre lydbogen "Revolutionary Road", og det er en god ledsager på traveturen. Jeg havde tæerne i vandet, og det er ikke så varmt endnu. Men jeg forudser flere ture til stranden og snart også i vandet.





Lady marmelade

Sommeren byder på masser af bær, og jeg er blevet meget bidt af at koge marmelade. Så vi får lagrene af marmelade fyldt godt op. Denne gang kogte jeg rabarber-jordbærmarmelade. Der bredte sig en dejlig duft af sommer i hele lejligheden af de kogte frugter.


Jeg kogte marmeladen af ca. 300 g rabarber, 250 g jordbær, 250 g sukker og lidt vanillje. Frugt og sukker blandes sammen i en gryde, og det står en times tid, mens der trækkes væske ud af frugten. Blandes varmes langsomt op, og den skal koge ca. 15 min. 
Jeg kom lidt geleringspulver i marmeladen, da den var lidt tynd. Og nu har den en god konsistens. 

26. juni 2010

Striber og prikker

Jeg har været ude på shopping efter prikker, men jeg kom hjem med både striber og prikker.

Da Kathrine viste de storprikkede tights var jeg solgt, dem skulle jeg bare have fingre i. Jeg har allerede et par tights med små prikker, og jeg bruger dem hele tiden, så de nye rammer et godt sted i min garderobe.


De næste prikker er et pudderfarvet tørklæde - også fra HM. Jeg vidste ikke, at det var det jeg manglede, men jeg har brugt det hver eneste dag, siden jeg købte det i tirsdags, så jeg manglede det åbenbart. Og selvfølgelig har jeg fået ondt i halsen, mens der er 20 graders varme, så et tørklæde er nødvendigt.


Også til striberne. Jeg var med min kæreste på shoppetur, hvor han skulle købe tøj. Så vi endte i HM's herreafdeling, et sted jeg normalt bare går igennem, med mindre herren skal have en gave. Og her fandt jeg den fineste mælkedrengestribede skjorte. Den vil være så fin sammen med et par hvide shorts eller bukser. Hvilket jeg selvfølgelig ikke har, så mere shopping på vej.


Og det bedste til sidst. Jeg har fundet et par fine stribede ørestikker i Pieces. Både farven og formen er jeg meget begejstret for, og dem har jeg også brugt et par gange, siden jeg købte dem. 

25. juni 2010

Selvforkælelse

Jeg er stor tilhænger af, at man skal gøre noget hver eneste dag, der gør en glad. Og hvad det så er, er egentligt ligemeget, det er mere det at lytte til sig selv og hvad man har lyst til. I dag har jeg lavet lækker lækker mad til mig selv.

Jeg lavede en masse små tapasretter kun til mig, og det var bare lækkert. Det bedste var grillet gedeost og bagte dadler med skinke. To lækkerbidskner, jeg helt sikkert skal gentage.
Jeg spiste ude på altanen i et dejligt solskin i mit eget gode selskab. Og nu afslutter jeg dagens måltid med danske jordbær.

Agurk, gulerødder, en bagt tomat med tomat, feta, hvidløg og basilikum og stykker af en PrimaDonna ost

Melon med skinke, bagte dadler med skinke og bagt gedeost

Humus med krydderurter

De danske jordbær

24. juni 2010

Seneste køkkenkøb

I dag min kæreste og jeg et smut i Fields og det indebar også en tur i Bolia. Og der fandt vi den fineste frugtskål. Og den skulle da med hjem.

Midsommer

Midsommer skal nydes, og i aftes stod programmet på Sankt Hans. Jeg tog kæresten under armen og gik ned til Christianshavns vold. Her sad vi nød en dejlig sommeraften i hinandens gode selskab.


Og solnedgangen var rigtig fin med masser af farver.

23. juni 2010

Adam Thirlwell: Politik

Adam Thirlwell's Politik er endnu en af de bøger, jeg fik under "København læser" i efteråret 2008. Ud fra titlen var det ikke lige en bog, jeg ville springe ud i at læse med det første.

Men Politik handler ikke om politik i klassisk forstand. Forfatteren nævner det også i et af de første afsnit, at bogen til gengæld handler om godhed. Forfatteren hænger i det hele taget ind over bogen med mange små kommentarer om personernes gøren og laden. Det er hyggeligt med sådan en ekstra fortæller.

Politik handler om kæresteparret Nana og Moshe, deres fælles veninde, deres sexliv og forhold. Der er mange sexscener i bogen, men de er beskrevet på en meget nøgtern måde, at det ikke bliver ubehageligt eller grænseoverskridende at læse.

I bogen er der også generelle betragtninger om forhold og hvordan det kan være politik til tider, og hvorfor vi mennesker reagerer som vi gør. Disse tanker gør bogen meget interessant at læse.

Det er en bog, som jeg ikke ville have valgt at læse, hvis jeg ikke havde fået bogen. Men det er en sjov og underfundig bog om livets små og store valg.

22. juni 2010

Blogger-knækbrød

Jeg har bagt blogger-knækbrød, som jeg vil kalde dem. Der har været rigtig mange her i blogverdenen, der har bagt knækbrød. Hver gang jeg har set knækbrød i min Google Reader, har jeg tænkt, at det skal jeg altså prøve.

Og nu har jeg prøvet knækbrødbagningen. Og dem kan jeg bestemt godt blive forfalden til. De er bare rigtig gode og dejligt sprøde.


Jeg bagte knækbrødene med græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø, lidt sesamfrø og lidt havregryn. De blev lige  lidt for tynde, så jeg spiser dem som snack fremfor med ost.


Jeg har allerede planer om flere knækbrød. Jeg vil prøve at lave nogen med udblødte rugkerner og rugmel også nogle af kernerne.

Opskriften på dem jeg bagte er:
1 dl græskarkerner
1 dl hørfrø
1 dl solsikkefrø
½ dl sesamfrø
½ dl havregryn
3½ dl hvedemel
½ tsk salt
½ tsk bagepulver
2 dl vand
1,25 dl olie

De tørre ingredienser blandes sammen. Olien og vandet tilsættes, og dejen blandes godt sammen. Dejen bliver meget fedtet.
Dejen rules ud mellem to stykker bagepapir ad to gange. Skær dejen ud i firkanter med en pizzaskærer.
Bag knækbrødene ved 180 grader varmluft i ca. 15-20 min. 

Skuffelsen er enorm

Jeg er vred, jeg er ked af det og jeg er så skuffet. Jeg blev heller ikke gravid i dette behandlingsforsøg. Det tog mig hele weekenden at komme op på et nogenlunde normalt fungerende niveau, hvor jeg ikke ville begynde at græde, hvis nogen talte til mig.

Denne gang blev der forsøgt med befrugtede æg fra fryseren. Og jeg havde naivt håbet, at så ville der være gevinst, når min krop ikke var stresset efter en hormonbehandling og ægudtagning, men nej, sådan skulle det ikke gå.

Efter sommerferien går vi gang med det sidste forsøg i offentligt regi.

21. juni 2010

Al solskin skal nydes

Jeg har nydt aftensolen på den dovne måde i sofaen. Det var næsten ligeså godt, som ude på altanen. Sikke hvid jeg ser ud i det skarpe sollys.


Også er det solhverv i dag, altså årets længste dag. Jeg synes, det er en deprimerende tanke, at fra nu af bliver dagene kortere og kortere. Lyset er jo lige kommet tilbage, også begynder det langsomt at aftage igen. 

Hip hurra

I dag fylder Det Orange Hjørne 1 år. Hip hip hurra !

Når jeg sidder og tænker tilbage, så synes jeg året er gået hurtigt. Men når jeg så bladrer igennem dette års indlæg, så bliver det klart, at jeg har oplevet mange ting, læst mange forskellige bøger og lavet mange forskellige retter i køkkenet.

Jeg har brugt en del tid på at finde min helt egen måde at blogge på. Jeg har tænkt meget på min stil og hvad jeg vil med bloggen. Jeg føler endelig, at jeg har fundet et niveau og en måde, der gør mig glad for at blogge uden at det gør mig stresset eller giver mig præstationsangst. 

1000 tak til alle jer der læser med. Det er dejligt at vide, at der sidder nogen på den anden side af skærmen. Og et stort tak for alle jeres kommentarer, det er meget hyggeligt med en lille hilsen, og kommentarer gør mig altid glad.

Live opdatering

Lige nu sidder jeg på Islands Brygge. Og nu må jeg have afprøvet internettet på mobiltelefonen. Men jeg kan ikke oploade billeder, det kunne ellers være fint.

Og her er så det billede jeg ville dele med jer tidligere i dag:

Og nu fandt jeg også måden at lave indlæg fra mobilen, så det bliver spændende at se, om det nu også virker.

20. juni 2010

Og det gik helt i fisk

Jeg er kommet lidt bagud med at berette om de spændende retter, jeg har tryllet frem i køkkenet i denne uge. Også er det jo godt, at kæresten overtager gryderne i morgen, for så har jeg da en hel uge til at indhente det forsømte. Jeg vil altså ikke blogge om opvasken. Den er også ret ens hver aften; et par tallerkener, bestik, krus, knive og et par gryder. 

Inden fisken, vil jeg lige fortælle, at jeg så en hel fodboldkamp i aftes; Cameroun - Danmark. Det er virkelig længe siden, jeg har set en hel fodboldkamp. Sikke en kamp, den var virkelig spændende med masser af chancer i begge ender. 


Tilbage til fisken, som jeg lavede i torsdags. Jeg har tidligere rost kogebogen "God fisk let at lave", og jeg gør det igen. Der er så mange spændende opskrifter med mange forskellige fiskearter. Jeg har ikke været så god til at prøve forskellige arter af fisk, men det er min plan fremover.


Jeg lavede en ret, der hedder "Pangasius i grøn karry", og jeg brugte egentligt opskriften som inspiration, og lavede retten som en wokret, som jeg normalt gør.

Ingredienser til 4 personer:
600 g pangasius eller sej
1 dåse kokosmælk - 400 ml
ca. 2 spsk grøn karrypasta - jeg brugte en rød
1-2 stilke fintsnittet citrongræs
3-5 kafir limeblade
1 rødløg
200 g brocolli eller fx aspargas
2 bundt forårsløg
ca. 1 spsk fishsauce
saft af 1-2 lime
evt. lidt sukker
Pynt: Frisk koriander

Skyl og tør fisken; skær den i 2 cm brede strimler.
Hæld lidt af kokosmælken i en wok, og bring den i kog. Tilsæt karrypasta, citrongræs og limeblade, og lad det stege lidt. Jeg tilsatte forårsløg og forårsløg for at svitse dem lidt. Tilsæt resten af kokosmælk og bring det i kog. Tilsæt brocolli, lad det koge lidt, og tilsæt fisken og lad det koge evt. under låg. 
Smag retten til med fishsauce, lime og evt. sukker. Pynt med frisk koriander. 
Jeg serverede nudler til fiskerettten. 

Jeanette Winterson: Powerbook'en

Powerbook'en er skrevet i mange små kapitler med to forskellige fortællere. I følge bagsiden, har de to hovedpersoner mødt hinanden over internettet, hvor de skriver sammen. Men jeg opfattede nu handlingen som om, at de møder hinanden i Paris første gang.

Bogen er en fortælling om kærligheden og om livet, om de valg vi gør hver eneste dag, og de drømme og ønsker, vi har til livet.

Den første person er dukker op i bogen, er en tyrkisk pige der lever i middelalderen. Hun bliver nødt til at klæde sig som mand. Ved et tilfælde skal hun hjælpe med at transportere tulipaner til Holland. Og for at ligne en mand, binder hun en tulipan med to løg rundt om underlivet. Og på dette tidspunkt tænkte, at jeg stoppe med at læse, for det var for mærkeligt.

Heldigvis blev jeg ved, og fortællingerne udviklede sig, og der var flere overraskelser i bogen. Fortællerne skiftes til at fortælle; dels om deres fælles oplevelser og om deres tidligere liv, og tanker de gør sig om livet.

Bogen er på en måde meget filosofisk, og flere gange sad jeg og tænkte på afslutningen af Sophies verden. Jeg har fået meget at tænke på, nu hvor jeg har afsluttet bogen.

Da jeg fandt bogen på biblioteket, tænkte jeg, at bogen måske var et godt valg til bogklubben. Ved første indskydelse pga. brugen af internettet, der danner basis for bogen, og som vi ofte diskutere i bogklubben. Og nu efter jeg har læst bogen, ville jeg næsten ønske, at jeg havde forslået bogen, for der er mange gode emner at diskutere i bogen og meget mere end end brug af internettet.

19. juni 2010

Ih, hvor er de søde!

Jeg har set det kongelige bryllup i Sverige i dag. Og ih, hvor er Daniel og Victoria søde, og de så virkelige glade og lykkelige ud inde i kirken. Det varmede mig meget at se så meget kærlighed mellem de to.

18. juni 2010

Tid til weekend

Så er det endelig tid til weekend. Denne uge har været meget hektisk på arbejde med mange hasteopgaver. Så nu er det tiltrængt med noget afslapning.

Jeg startede med at gå i Netto og fylde lagerne op. Da jeg var færdig i grøntafdelingen, var min kurv næsten færdig. Der er så meget lækkert frugt og grønt for tiden, så jeg synes, det er lidt svært at begrænse mig.


Jeg har aldrig smagt Oreo's, så dem måtte jeg da have med hjem. Og de er allerede blevet prøvesmagt, og de er gode - særligt cremen indeni. Og Cookies-småkagerne er en af mine store favoritter indenfor kiks.

Aftenens plan er at grille og bare hygge. Nu vil jeg læse lidt blogindlæg og spise kirsebær.

17. juni 2010

Syng en sang

I dag har jeg deltaget i arrangementet "Krop og musik" som en del af en årlig sundhedsdag på mit arbejde.

Og det gik simpelthen ud på at synge i kor, og det var så fedt. Jeg elsker at synge, især sammen med andre, så jeg ikke er helt alene om at blive hørt. Jeg kan tage i kirke juleaften bare for at synge sammen med resten af meningheden, det er så dejligt at stå i flok og synge.

Jeg synger vist ikke særlig fantastisk, men jeg kan lide det, så derfor gør jeg det. Og i dag var vi både omkring Elvis, Louis Armstrong og den gamle melodi grand prix klassikere "Skibet skal sejle i nat", og det var herligt at høre musiken og tonerne fylde derud af.

Jeg cyklede hjem småsyngende og i et lidt bedre humør end normalt.

16. juni 2010

Det er mig, der bestemmer her!

Til trods for at det er over 10 år siden, jeg flyttede hjemmefra, så kan jeg stadig blive helt overrasket over, at det er mig (og min kæreste), der bestemmer her i lejligheden. Der kommer ingen højere magt og fortæller os, hvad vi skal have til aftensmad, om vi skal have regntøj med i tasken, hvilke forsikringer vi skal have, og hvornår vi skal i seng. Det er min kæreste og jeg der helt selv bestemmer, hvordan vi vil løse alle de praktiske problemer, dilemmaer og valg, vi kan stå i.

Engang imellem når det ser lidt sort ud eller er lidt svært, så kunne det være rart, at der kom en anden og tog roret og fik styret os sikkert igennem problemerne. Men når et problem er løst, så er det fedt at stå tilbage med den gode følelse.


Her er løsningen af et helt praktisk gardinproblem. En sort papirdug kan bruges, så manden kan se fjernsyn, mens jeg sidder på altanen. 

Nu når jeg sidder og tænker over, så synes jeg, at vi klarer alle de problemer, valg og beslutninger som livet byder os på en god og konstruktiv måde. Og jeg er stolt over, at vi gør det så godt!

15. juni 2010

Nogen fik hagl - andre fik sol

Det er godt med de sociale medier på Internettet. Havde jeg ikke haft Facebook og blogs, ville jeg ikke vide, at København blev ramt af ekstremt haglvejr i dag. Kathrine fortæller fint om sin oplevelse her med dagens haglvejr. Jeg tilbragte dagen i Høje Tåstrup og udover et par tunge dråber på vej hjem fra Hovedbanen, oplevede jeg ikke noget til dagens regn.

Og sådan her så det ud ved Christianshavns Vold sent på eftermiddagen.


Blå himmel og solskin

14. juni 2010

Mandagsfisk

I denne uge er det min maduge. Jeg plejer at planlægge, hvad jeg skal lave af mad for et par dage ad gangen. Dels kan jeg købe ind til flere dage, også behøver jeg ikke stresse over, hvad jeg dog skal finde på af mad, når jeg kommer hjem fra arbejde. Og især i dag, hvor jeg var helt smadret, da jeg kom hjem, er det rart at vide, at der er styr på maden og ingredienserne, så jeg lige kan tage en halv time i sofaen med computeren.


I dag stod menuen på laksepakker med eksotisk kartoffelmos. Det er en ret nem ret, og når grønsagerne er snittet, så passer det sig selv i ovnen. Retten er lidt indisk inspireret uden helt at være det. Min kæreste mente, at naan var et forkert tilbehør til retten. Så en anden gang vil jeg koge flere kartofler, så de kan være tilbehør. Også vil jeg også undlade bladselleri, det er vi ikke så begejstrede for, men det skulle da lige prøves.


Opskriften er fra "God fisk let at lave". Der er rigtig mange spændende opskrifter i kogebogen. Men jeg kan godt se, at det er de samme opskrifter, jeg bliver tiltrukket af, når jeg bladrer bogen igennem.

2 personer
2 lakseportioner
1-2 stilke bladselleri i tændstiktynde strimler
1 snackpeber i tynde skiver
½ spsk hakket ingefær

Gør laksen klar, og læg den på to stykker sølvpapir.

Kartoffelmos
100 g kogt bagekartoffel
1 fed hvidløg
lille rød chili
hakket koriander
1 spsk citronsaft
½ spsk sukker
½ spsk fishsauce
½ spsk soja
1 spsk revet ingefær

Mos kartoflerne og rør de øvrige ingredienser i. Konsistensen skal være som kartoffelmos. Fordelen mosen ovenpå de to stykker laks. Fordel bladselleri, snackpeber og ingefær ovenpå. Luk pakkerne og bag dem i ovnen i ca. 15 min ved 180 grader.

Jeg serverede raita til fisken.
1½ dl yoghurt
1 tsk spidskommen
1 fed presset hvidløg
salt
citronsaft
10 cm agurk i tern
1 tomat i tern

Bland yoghurt, spidskommen, hvidløg, salt og citronsaft. Tilsæt agurk og tomat.

13. juni 2010

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne

Fasandræberne er anden bog i serien om kriminalkommissæren Mørck. Mørck støder på en gammel sagsmappe med et drab på et søskendepar. Der er en dømt i sagen, men der er noget mystik ved sagen.

Mørck begynder at grave i sagen og finder frem til en gruppe af tidligere kostskoleelever, der har dyrket vold og mord på både dyr og mennesker.

Bogen er både meget fængende og samtidig dybt frastødende pga. alle de uhyrligheder som kostskolegruppen står bag. Og jeg tænkte ofte, at sådan her, kan mennesker da ikke være, også var jeg glad for, at det blot var en bog.

Til trods for al volden, så kan Fasandræberne varmt anbefales.

Weekendliv

Ahhh, det er skønt med en langsom og stille søndag. Om et par timer skal jeg mødes med mine studieveninder, og jeg glæder mig til at se dem igen, og især til at se min venindes lille datter på kun 8 uger.

Den massive træthed, som jeg led af i går, er heldigvis ikke så slem i dag. Lørdag aften så min kæreste og jeg den franske film "Delikatessen". En kunstfilm med mange af de samme skuespillere, der også er med i "Den fabelagtige Amilie" og den samme instruktør. Der er dog langt fra Amilie til Delikatessen. Jeg vil kalde "Delikatessen" ret grotesk. Filmen foregår i Frankring efter 2. Verdenskrig, og sulten nager. Nogen løser problemet ved at danne en vegetarisk undergrundsbevægelse, mens andre vælger kanbalismen.

I går bagte jeg også. Denne gang var det grovboller med mange slags korn og kerner. Opskriften er her.

Jeg bagte også to slags pizzasnegle. Den ene med tomat, skinke og ost, og den anden med pesto, kylling og ost. Det var første gang jeg lavede pizzasnegle med pesto og kylling, men det kan bestemt anbefales. Opskriften på pizzasnegle er her. Jeg lavede en dobbelt portion af dejen, og tilsat 1 dl 5-korns blanding og 1 dl grahamsmel.

Jeg beklager det lodrette billede

Aftenen skal jeg bruge på at læse kogebøger og lave en madplan for næste uge. For nu vender jeg til retur til gryderne efter en uge som ansvarlig for opvasken. 

12. juni 2010

Blondie

Mit musikhjerte banker meget højt for meget af musikken fra startfirserne. Det er lidt mærkeligt, for jeg var en meget lille pige dengang, men jeg har fået ørerne op for musikken siden.

Blondie er jeg særligt glad for. Melodierne og teksterne er helt særlige. Og forsangeren Debbie Harry er virkelig cool. En af mine kollegievenner og jeg prøvede ofte at høre Blondie til gangfesterne, men vi var lidt alene om det ønske.

I dag har jeg lige haft selskab af Blondie sammen med bagningen.

Her er et af deres største hits - Call me

Genopladning ønskes

Jeg har ekstremt flade batterier for tiden. Og i dag er det helt slemt. En time efter jeg var stået op, var jeg klar til at gå i seng igen, det er bare ikke godt. Jeg ville ønske, at man kunne blive opladet lige som computeren eller mobiltelefonen.

Det er gået op for mig, at jeg er ekstrem dårlig til at slappe af. Jeg har som regel planer for en lørdag som i dag, og de planer skal være gennemført, før jeg kan slappe af. Men hvorfor egentligt, tingene løber som regel ingensteder? Jeg kunne sagtens sige til min kæreste, at det var ok, han tog en slapper-dag i dag, men det samme gælder åbenbart ikke for mig selv.
I dag var planen at bage og vaske lidt, og det har jeg også fået gjort. Men der er jo ikke sket noget ved, at jeg først nu er færdig med bagningen, da jeg tilbragte formiddagen med at læse blogs og en god bog.

De flade batterier skyldes vist primært, at jeg har ekstremt meget at se til på arbejde. Det har været sådan de sidste par måneder, men nu er jeg pludselig begyndt at tage tankerne om bunkerne af opgaver og stress'en med hjem, og det dur ikke. I lang tid har jeg været i stand til at lukke ned for arbejdsboksen i hjernen på vej hjem, men sådan er det ikke mere.

Nu vil jeg bare prøve at koble helt ned og glæde mig over det lækre bagværk, jeg har lavet, og at solen skinner lidt udenfor vinduerne.

Og lige en status fra min grønne verden: Det meste, jeg plantede ud i altankasserne for et par uger siden, er dødt. Øv, det er godt nok surt. Til gengæld er det godt gang i mine koriander. Jeg ved dog ikke rigtig, om jeg tør plante dem over i altankasserne, for jeg vil ikke slå dem ihjel også. Jeg glæder mig til at lave indisk mad med hjemmedyrkede koriander.

Koriander og en langsom persille bagved - de blev sået samme dag

11. juni 2010

Der er så hyggeligt på KVL

I dag har jeg været en tur på den Kongelige Veterinære Højskole, KVL eller KU-LIFE, som det hedder i dag. I min verden vil det dog altid hedde KVL.

Anledningen var min venindes PhD-forsvar. Jeg havde glædet mig meget til at høre hendes forelæsning om hendes projekt, og hun leverede en god og lærerig præsentation. Bagefter var der spørgsmål fra opponenterne i 1½ time, og jeg var glad for, at jeg ikke var i den varme stol. Men min kloge veninde svarede godt, og hun bestod.

Her foregik dagens forsvar

Det var hyggeligt at komme tilbage til KVL. Jeg havde et par kurser derude på studiet, og der var en dejlig stemning, et godt studiemiljø, og gode studiefaciliteter på KVL. Jeg husker også underviserne som mere nærværende, end dem fra universitetet. Også var der masser af computere, vi kunne bruge til projektarbejde. På KU fandtes der nærmest ikke computere til projektbrug dengang omkring 2004. Så det var en helt ny verden at komme til KVL.

Og endelig så har KVL den legendariske fredagsbar A-vej og store gode fester. Min søster læste på KVL, så jeg har været med hende og vores fælles venner til en del fester på KVL, og det har altid været meget sjovt.


Og sidst men ikke mindst, så ligger KVL i smukke grønne omgivelser. Skulle jeg starte forfra på min uddannelse, ville jeg bestemt overveje KVL i højere grad end jeg gjorde for 11 år siden, da jeg valgte at læse på universitetet.

10. juni 2010

Daniel Silva: Ildens søn

Ildens søn er en bog, som jeg fik ved arrangementet "Købehavn læser" i efteråret 2008. Bogen har stået ulæst længe og samlet støv i min bogreol, men endelig gik jeg i gang med den.

Jeg læste ikke bag på bogen, før jeg startede på bogen, og derfor vidste jeg ikke noget om handlingen og temaet for bogen. Ud fra titlen troede jeg, at bogen ville handle om indianere, da det var min første association med "ildens søn". Så jeg var meget overrasket, da det viste sig, at bogen handler om konflikten mellem Israel og Palæstina, terrorangreb og Israels efterretningstjeneste.

Bogens hovedperson er israeleren Gabriel, der skal efterforske efter terrorangreb i Italien, der formodes at have palæstinensiske bagmænd. Gabriel har en lang forhistorie som hemmelig agent for Israel, og historien flettes op om Gabriels tidligere aktioner, og fortiden indhenter ham.

Fortællingen i bogen er meget spændende og intens, og det var meget interessant at få et nyt indblik i en verden, som jeg ellers kun har set fra nyhedsudsendelser. Og det var meget sjovt at læse en bog, hvor den tidligere palæstinensiske leder Arafat indgår.

Da jeg havde læst bogen, tænkte jeg meget over konflikten mellem Israel og Palæstina, og at den er meget svær at løse, og man kan ikke finde de gode og de onde i de beskrevne situationer.

Det er en meget anderledes bog, end dem jeg normalt læser, og derfor er den meget anbefalelsesværdig. Især fordi den også giver et indblik i en politisk konflikt, som jeg ærlig talt ikke ved ret meget om. Daniel Silva har skrevet 9 bøger om Gabriel, så jeg tror, jeg vil prøve en mere. Ildens søn er nummer fem i serien.

Hoppe i vandpytter

I dag har jeg indviet min nye gummistøvler. Og jeg er glad for at jeg har købt gummistøvlerne, for våde fødder er bare ikke sjovt. Og med gummistøvlerne kan jeg forcerer de største vandpytter.


Jeg var en tur i boghandleren efter en gave til en veninde. Og der var så mange bøger, jeg gerne vil læse eller have fingre i. Jeg kunne have taget halvdelen af butikken med hjem, men jeg besindende mig og nøjes med en ordenligt boggave til min veninde.

Dagens kommentar kom fra min kollega, da han så mig i de fine prikkede strømpebukser: "Du har fået sorte hunde"

Min helt egen Google

Google har lanceret, at man kan sætte sit eget baggrundsbillede på Google-startsiden, og det er meget fint, synes jeg.


Nu skal jeg finde et billede til mit baggrundsbillede.

Og nu hvor jeg er i gang med at rose Google, så er der kommet ny "vis eksempel"-funktion i Blogger. Så nu kan jeg se mit indlæg på min blog, inden jeg udgiver det. Det er en funktion, jeg har savnet, og som jeg vil komme til at benytte meget i fremtiden.

9. juni 2010

Sophie van der Strap: Pigen med de ni parykker

"Pigen med de ni parykker" var juni måneds bog til bogklubben. Jeg havde ikke hørt ret meget om bogen på forhånd, så jeg var meget spændt på den. Bogen handler om den unge pige Sophie, der for konstateret kræft, og bogen er en form for dagbog over hendes oplevelser.

Sophie fortæller meget åbent om hendes oplevelser med sygehusvæsenet, hvordan det var at få konstateret kræft, hvordan hendes forhold til lægerne var, og især hvordan hendes familie og venner tacklede kræften. Sophie taber håret som bivirkning af al den medicin hun tager, og derfor køber hun forskellige parykker. Disse parykker viser nye og større sider af Sophies personlighed. Med de forskellige parykker er Sophie pludselig helt andre personer med andre navne og personligheder. 

Jeg forventede en bog, der ville påvirke mig meget følelsesmæssigt og praktisk talt ville få mig til at græde og ellers give mig meget at tænke over. Disse forventninger levede bogen ikke op til. Til gengæld var det meget spændende at læse Sophies historie om hendes oplevelser, og især delen med parykkerne var interessant. 

8. juni 2010

Sommerklar

Den danske sommer byder som regel på lidt af hvert rent vejrmæssigt. Men efter dagens tur til Fields er jeg klar!

Solcreme til dage med solskin

Gummistøvler til dage med regnvejr

Det lader til at blive gummistøvlerne, jeg får brug for først. I morgen loves der masser af regn igen lidt som i går. Og nu er jeg i hvert fald forberedt. 

7. juni 2010

Birkehytten

I lørdags var jeg på Mungo Park, hvor jeg så stykket Birkehytten.

Jeg vil ikke skrive så meget om handlingen, da den var meget uforudsigelig og overraskende, og jeg vil ikke ødelægge fornøjelsen for nogen. Men tre naturelskere mødes i en birkehytte, også starter løjerne med konflikter mellem de tre personer og hunden Biffer.

Billedet er fra www.mungopark.dk

Skuespillerne gjorde et fantastisk stykke arbejde. De var virkelige underholdende og levede sig ind i deres roller og karakterer. Stykket er krydret med sørgelige sange, og ja måske var sangene sørgelige, men skuespillerne leverende sangene med sådan en indlevelse, at det blev meget morsomt.

Jeg gik storgrinende hjem fra Mungo Park. Birkehytten er et sjovt stykke, der løftede humøret mange grader.

6. juni 2010

Oplevelsesrig weekend

Så gik denne weekend, og den har meget indholdsrig. Mine forældre har været på besøg fra fredag aften til søndag eftermiddag.

Fredag aften sad vi og hyggede med et par øl og masser af snak ude på altanen, mens vi nød det dejlige vejr.

Lørdag havde vi et langt program foran os. Det er faktisk sjældent at jeg laver kulturelle ting udover, når mine forældre er på besøg.

Europæisk blomsterpynt på Kongens Nytorv

Vi lagde ud med et besøg i Frederiks den VIII's palæ på Amalienborg. Det var en stor oplevelse at se de smukke rum med flotte udskæringer, lofter og nye spændende malerier. Det var mit andet besøg i palæet, men også her anden gang var det spændende at se. Og jeg synes særligt om en ny trappe midt i huset, det var meget flot håndværk. 

Derefter vi var inde i Marmorkirken sammen med masser af turister. Jeg er virkelig overrasket over mængden af turister København for tiden. Marmorkirken er helt speciel og meget stemningsfuld.

Det næste mål

Tårnet på Vor Frelser Kirke var næste mål, så vi gik ind gennem Nyhavn og langs havnekanten ud til Christianshavn. Der var masser af mennesker i byen, og solen skinnede jo dejligt. Turen op i tårnet gik stille og roligt, men pulsen kom da godt. Udsigten fra tårnet var storslået, og jeg kunne se rigtig langt. Højdeskræk er ikke, vi har lidt af i min familie, men min mor kunne ikke lide at være oppe i tårnet, så hun holdt sig inde ved væggen.

En del af mit kære Amager

Så var det tid til en frokost og en velfortjent pause. Bagefter gik vi en tur på Voldterænnet og ind gennem Christiania. Også satte vi kursen mod Allerød, hvor vi skulle se "Birkehytten" på Mungo Park. Og det lover jeg at skrive mere om en af de nærmeste dage.

Et par timer senere var vi tilbage i lejligheden, også var det tid til lidt madlavning, så de sultne maver kunne mættes, mens trætheden langsomt sænkede sig over os. 

Aftensmaden

Søndag var meget afslappet. Vi fik en dejlig brunch på det tidligere Cafe Saga på Islands Brygge. Brunchen havde heldigvis beholdt den tidligere høje standard. Så der var et par godt mætte forældre, der blev sat på toget mod Jylland. Efterdagen er gået med afslapning og en rask løbetur. Også er jeg vel også klar til at tage på arbejde i morgen. 

Mit indlæg er lidt fattigt på billeder, da jeg besluttede at nyde dagene fremfor at se det hele gennem et kamera.