27. november 2009

En rejse væk fra hverdagen

I eftermiddag rejser min kæreste og jeg til London på en forlænget weekend. Jeg glæder mig til at tilbringe en dejlig tid sammen med min kæreste, hvor hverdagens pligter ikke kalder på os.

Vi skal ud og udforske byen, kravle rundt på knæ og finde gode motiver til kameraet, spise dejlig indisk mad og bare hygge os.

Vi var i London for 2 år siden, og der fik vi set nogle af de ting, "man" skal se. Så på denne tur skal vi bare slappe af og gå rundt og nyde byen.

26. november 2009

Margaret Skjelbred: Gulddronning - Perledronning

Bogen Gulddronning - Perledronning handler om en lille pige på ca. 7 år, der bor hos hendes morfar. Pigen har været udsat for et enormt svigt i hendes første leveår, og nu bor hun hos morfaren.

Morfaren og den lille pige kommer tæt på hinanden gennem først historier, som morfaren finder på, og derefter gennem pigens, moderens og morfarens historier, der flettes sammen til en fortælling om kærlighed, svigt, afsavn og håb.

En stor del af bogen er skrevet med pigen som fortæller, og det er rigtig godt, da det giver et indblik i, hvad den lille pige tænker og hvordan hun forstår verdenen, som består af hende, morfaren, et par høns og katte. Som historien skrider fremad udvikler pigen sig, og hun forstår pludseligt, at hun ikke er verdens centrum, og at morfaren også har behov og ønsker for sit liv.

Det var rigtig spændende at læse om pigens udvikling, og hvordan hun efterhånden tacklede og accepterede alt det forfærdelige, hun blev udsat for i hendes tidlige barndom.

Også fortællingen om pigens mor fascinerede mig meget, da det var en historie, der var svær at finde hoved og hale i, og til sidst forstod jeg hvorfor.

Alt i alt en rigtig god bog og en stor læseoplevelse, hvor jeg fik et indblik i menneskets indereste sind, og hvordan kærligheden mellem morfar og barnebarn vokser sig stor og stærk.

25. november 2009

Erkendelsen

Her er anden del i min fortælling om den lange vej mod, at jeg en dag forhåbentligt kan kalde mig mor:

Månederne gik, og jeg blev stadig ikke gravid. De første måneders store glæde over, at nu må der da snart ske noget, blev afløst af en undren og bange anelser. Min kæreste og jeg talte om, hvad der kunne være galt.

Efter et års tid måtte vi erkende, at jeg nok ikke blev gravid på naturlig vis. Det var en meget hård og bestem ikke sjov erkendelse.

Jeg forsatte med at håbe hver eneste måned, om der ikke kunne ske et lille mirakel, men jeg blev kun mere og mere skuffet, over at jeg ikke blev gravid.

Vi indså, at vi skulle til læge og undersøges, og det var en svær beslutning at tage.

24. november 2009

Juledekorationer

I går lavede jeg juledekorationer sammen med et par veninder. Det er en gammel tradition, der stammer fra, da vi boede på kollegium sammen.

Vi havde rigtig meget forskelligt pynt, gran, mos, kugler og bånd til at lave dekorationerne ud af.




Jeg lavede en dekoration med et kalenderlys og en dekoration med et bloklys


Bagefter lavede jeg et køkkeninspireret ophæng til et vindue eller dør. Jeg synes, de tørre frugter og chili'er er meget dekorative. 


En farve - syv ting

Jeg er blevet tagget af Charlotte i bloglegen "En farve - syv ting". Jeg fik meget arppopo farven orange at kaste mig over.

Den første ting er en orange sofa. Da min kæreste og jeg flyttede i vores lejlighed, tog han på inspirationstur til Ikea og kom hjem med et stort ønske: En orange sofa, og det fik han. Og navnet på min blog er inspireret af sofaens farve.


Mit orange hjørne

Den anden ting er min kærestes orange hjørne. Som kontrast til de meget hvide vægge i lejligheden er den ene væg malet orange.


Et orange hjørne

Den tredje ting er en stemningslampe, der kan lyse mange forskellige farver og blandt andet orange.

Orange lys


Den fjerde ting er et lille orange maleri, som jeg malede, da jeg gik på højskole.

Orange maleri

Den femte ting er et gardin med masser af orange og brunt 

Gardin

Den sjette ting er tre små lysestager, som jeg har købt i Malmø.

Lysestager

Den syvende og sidste ting er sofapuder, der selvfølgelig også har masser af orange farver.

Sofapuder med masser af farver

Jeg sender udfordringen videre til Mona, der får farven pink at muntre sig med.

22. november 2009

Bygmester Solness

Lørdag aften var jeg i Det Kongelige Teater og se Bygmester Solness i det nye skuespilhus. Jeg glædede mig meget til at komme ind og se, hvordan skuespilhuset så ud indvendigt. Vi var inde på den store scene, der var virkelig god udsyn og en god lyd.

Skuespillet Bygmester Solness er et stykke af Ibsen. Stykket var sat op som et nutidsstykke med computere, e-mails og tjek af mobiltelefoner. Jeg synes, det fungerede rigtig godt med den nutidige kulisse. Stykkets centrale emner var Bygmester Solness og forholdet til hans kone og byggeri. Solness er bange for at blive overhalet af ungdommen og samtidig har han dårlig samvittighed for hans kone, emner, der også er aktuelle i dag.

Skuespillet var virkelig godt. Jeg vil dog særligt fremhæve Signe Egholm, der spiller den unge pige Hilde, der kommer og rusker godt og grundigt op i Solness og hele hans verden. Signe Egholm spillede med en energi, gejst og udstråling, der var virkelig fangede mig. Hun var et stort energibundt, helt åben og stillede alle de spørgsmål, som ingen andre turde stille.

Jeg vil anbefale stykket, og det gav også lidt at tænke over.

Besøg af far og mor

Jeg har haft besøg af mine forældre fra i går lørdag til i dag. De var startet familiebesøget fredag aften hos min søster, der bor i Malmø. Mine forældre bor 300 km fra mig, så de kommer ikke på besøg så ofte, og når de gør, så bliver de altid en nat over, så vi har mere tid sammen.

Min kæreste og jeg lavede indisk mad til aftensmad; en kylling i cashnewnøddesovs med ris og chapati til. Aftensmaden var et stort hit, til trods for at særligt min far er en kogt kartoffelmand. Og vi fik både mine forældre og min søster og hendes kæreste til at prøve at spise maden med en chapati som bestik. Vi havde en hyggelig snak rundt om bordet, og det var rart at se mine forældre igen.


Aftensmaden - jeg beklager den dårlige billedekvalitet

 Om aftenen var vi en tur i Det Kongelige Teater, hvor vi så Bygmester Solness. I foråret havde vi været i Det Kongelige Teater og se en opera på den gamle scene, og det stykke var der ikke stor begejstring for. Skuespillet i aftes var der til gengæld stor begejstring for.

I dag søndag spiste vi en god morgenmad og talte om julen, min kærestes projekter og klimaforandringerne. Efter morgenmaden så vi en masse billeder fra vores sommerferie og forskellige familiefester gennem året. Besøget blev afsluttet med en god frokost.

Det er rigtig hyggeligt at have besøg af mine forældre. Desværre når jeg altid at blive lettere stresset, inden de kommer. Der skal laves mere mad end normalt, og der skal også støvsuges lidt ekstra. Men når de først er ankommet, så slapper jeg helt af, for så kan jeg ikke gøre mere, og de sætter vist også mest pris på, at jeg bare slapper af.

21. november 2009

Jødekagebagning

I sidste weekend bagte jeg som nævnt brunkager og jødekager. Jødekagerne havde jeg meget svært ved at bage, så jeg ville prøve igen.

Denne gang prøvede jeg en opskrift fra Politikens store bagebog. Jeg rullede små portioner af dejen ud. De første omgange blev det noget mærkeligt klisteret noget. Men pludselig stod jeg med en dej, der var blød uden at være klisteret, og som var til at rulle ud. Og så var det nemt at lave fine stjerner.


Et billede fra processen undervejs, hvor det ikke gik så godt med at få kagerne op fra underlaget

 
De fine færdige småkager 

19. november 2009

Børn

Børn, hvornår skal de komme? Hvornår er jeg klar til at få børn, og har jeg overhovedet lyst til at få børn?

Det er tanker, som jeg gik rundt med som 24-25 årig. Da jeg mødte min kæreste som 26-årig, var jeg klar over, at jeg en dag ville have en familie med et par børn. Min kæreste var også klar til at få børn. Det stod klart efter en samtale vi havde ca. 2 uger efter, vi havde mødt hinanden. Det var ikke fordi, vi planlagde at få børn lige på det tidspunkt, det var mere en afklaring af ønsker mht. fremtiden.

Der gik et års tid, og lysten til at få børn blev større og større, så hvorfor ikke prøve? Som sagt så gjort. Desværre skulle det vise sig, at det ikke var lige til for os at få opfyldt vores ønske om børn.

Dette er det første indlæg i en række om, hvad der forhåbentligt skal til, før min kæreste og jeg kan kalde os forældre. Og jeg skriver forhåbentligt, da jeg ikke ved, om det nogensinde lykkes.

17. november 2009

Kylling med cashewnøddesauce

Jeg har længe haft lyst til at lave indisk mad, og i weekenden søgte jeg inspiration i kogebogen "Vores indiske køkken" af Divya Das og Manu Sareen har skrevet. En kogebog med indiske retter tilpasset danske ingredienser.

Jeg fandt en opskrift på kylling med cashewnøddesauce, der så virkelig lækker ud og forholdsvis enkel at lave.

Jeg startede med en at lave en "pesto" af cashewnødder, hvidløg, chili, ingefær og forskellige krydderier. Kyllingen blev marineret i pestoen en times tid.


De tørre ingredienser til "pestoen"

Løg og mange forskellige krydderier blev brunet, og en fantastisk duft bredte sig i køkkenet. Kyllingen blev brunet, og vand blev tilsat og det hele kogte.




Jeg spiste ris til retten, og den smagte virkelig godt. Retten var dejlig krydret uden at være særlig stærk. Selv min inder-kæreste gav mig ros for maden, også er det en god indisk ret.


Så er der aftensmad 

Mine forældre, min søster og svoger kommer på besøg på lørdag, og vi vil afprøve retten på dem også.

Hvornår giver man knus ?

Hvornår giver man en person et knus?

Da jeg var yngre, var jeg meget tilbageholdende med at give andre knus. Men da jeg fik et par tætte veninder i gymnasiet begyndte vi at give hinanden knus engang i mellem. Og da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg pludselig at give mine forældre knus, når vi så hinanden. Jeg er ellers ikke vokset op i en familie, hvor man gav hinanden knus, medmindre der var alvorlig sygdom eller død i familien.

Og siden hen er jeg kommet på knusehold med studieveninder, venner og veninder fra kollegiet og kolleger, hvis jeg ser dem udenfor arbejdet, hvor der bliver delt knus ud som goddag og farvel.

I går mødtes jeg med en flok kvinder, som jeg har mødt en enkelt gang før. Da vi sagde farvel, blev der delt knus ud. Det føltes meget naturligt, men da jeg cyklede hjem, tænkte jeg alligevel, at det var hurtigt, at vi var kommet til knusestadiet.
Men min konklusion var, at de emner vi havde talt om, var meget personlige og vi kom meget tæt på hinanden meget hurtigere end normalt. Og jeg så også knusene i går, som mange kærlige tanker og pas nu godt på jer selv.

15. november 2009

Solen skinner!

Solen skinner ind ad mine vinduer lige nu! Jeg kan slet ikke huske, hvornår det sidst har været solskin. Jeg føler, at det har regnet i 14 dage mindst, og at solen slet ikke har været fremme i november.

Og det kan ikke passe bedre med solskinnet, for om lidt kommer en veninde forbi, også skal vi ud og gå en tur og ordne verdenssituationen.

Nu blev min søndag lige 50 % bedre.

Michal Viewegh: Sagen om den utro Klara

Michael Viewegh er en tjekkisk forfatter, der har skrevet tre bøger. Bogen "Sagen om den utro Klara" fik jeg i forbindelse med "København læser", og det er ikke er en bog, jeg sandsynligvis selv ville have fundet.

Bog handler om privatdetektiven Dennis i Prag, der har speciale i at efterforske utroskab. En dag bliver Dennis opsøgt af forfatteren Norbert, der vil have Dennis til at undersøge, om Norberts kæreste Klara er Norbert utro.

Fortællingen er virkelig spændende og godt skrevet. Der foregår to historier i historien: Historien hvor Dennis bliver opsøgt af Norbert, og historien som Norbert skriver om Dennis. Disse to historier flettes sammen, og det gør bogen meget spændende, og det giver et godt indblik i, hvor meget magt en forfatter egentligt har over læseren.

Jeg vil varmt anbefale bogen. Det er en af de bedste bøger, jeg har læst længe. Og jeg vil se, om jeg kan flere af Michael Vieweghs bøger, for han var et spændende bekendtskab.

Julesmåkager

I går bagte jeg brunkager og jødekager. Jeg har bagt brunkager i mange år efterhånden op til jul, så det er en fast tradition. Jeg havde lyst til at bage andre småkager også, så jeg bagte også jødekager.

Brunkagerne var nemme at bage, og der bredte sig en liflig duft af jul i køkkenet. Jeg rullede dejen ud og stikkede forskellige figurer ud.

Brunkager

Jødekagedejen havde jeg svært ved at gøre noget ved. Det var meningen, at jeg ville rulle dejen ud og stikke figurer ud, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg endte med at trykke små kugler af dej flade og pynte med dem kanelsukker og mandler.

Jødekager

Jeg har fyldt fire kagedåser med julekager. Min kærestes venner i London skal have to af dåserne, mens min søster skal have en og en veninde, som jeg skal besøge om en uges tid.

Kagedåser til gaver 

Barndomsminder

Jeg lavede risengrød til aftensmad i fredags. Vi kunne ikke spise det hele, også var en rest til klatkager.

Jeg har ikke fået klatkager, siden jeg var barn. Så jeg var meget nostalgisk, da jeg fandt en opskrift på "risklatter" i frk Jensens kogebog og gik i gang med klatkagerne.

Klatkagerne var søde og varme, og det var godt med marmelade til.


13. november 2009

Nutellafest

På mit arbejde spiser vi morgenbrød sammen hver fredag. Og der er en fast kerne af Nutellaelskere. I dag dukkede en af kollegerne op med en 5 kg Nutella, og der var stor fest hos Nutellaelskerne.
Særligt en af mine kolleger var meget begejstret for gaven, og hun grinede i meget lang tid og glædede sig til de mange madder Nutella, der skal spises.

Den normalle Nutella på 350 g blev pludselig meget lille.

12. november 2009

Margit Sandemo: Nattens Væsen

Jeg har netop læst bog nr. 33 i Sagaen om Isfolket. Allerede i bog nr. 32 blev der fortalt lidt om handlingen i bog nr. 33, der fortæller historien om Vanja, der er datter en af den ramte Ulvar og barnebarn af den sorte engel Lucifer.

Udfra beskrivelsen i bog nr. 32 troede jeg, at Nattens Væsen ville blive en meget uhyggelig bog med onde væsener, trolddom, rædsel og død. Men Nattens Væsen var ikke særlig uhyggelig ikke sammenlignet med tidligere bøger som Mistænkt, hvor jeg sad med hjertet i halsen i store dele af bogen.

Nattens Væsen er til gengæld en kærlighedshistorie mellem mennesket Vanja og nattedæmonen Tamlin. Tamlin er sat i verden for at spionere Isfolket for den onde Tengel, der har magt over dømonerne i natten. Tamlin er blot et lille æg, da han kommer til at bo i Vanjas værelse. Vanja kan som det eneste menneske se Tamlin og et specielt venskab og kærlighedsforhold opstår mellem de to.

Bogen er rigtig god med en spændende historie, interessante henvisninger til nutiden og gode anekdoter om liv og død og lidt magi og trolddom.

Hvad er det for en dims

Jeg har læst Magasins julekatalog, og jeg er stødt på denne ting, som jeg virkelig ikke ved, hvad skal bruges til.

Kan det være et bord med håndtag ? eller hvad er meningen ?


11. november 2009

Forberedelser til jul

Jeg er så småt gået i gang med med forberedelserne til jul. Jeg skal holde jul hos min bror, så jeg skal ikke sørge for julemaden og klargøring til den 24. december. Men det afholder mig bestemt ikke fra at gå lidt amok i julen på min egen måde og eget niveau.

Mine juleforbedrelser er bl.a. at:
  • jeg vil strikke en hue til min nevø. Jeg har fået en opskrift af en kollega, og hun kan sikkert også hjælpe mig, hvis jeg får problemer med strikketøjet.
  • jeg skal lave en DVD med billeder af årets gang i mit liv til min farmor og farfar. Og efter bitter erfaring fra de sidste par år vil jeg gå tidligt i gang, så jeg ikke sidder med det den 21. december.
  • jeg vil bage brunkager og jødekager i weekenden. Min søster og jeg har i mange år bagt brunkager sammen, men i år flytter hun midt i december, så vi får ikke mulighed for at bage sammen, også vil jeg bage en stor dåse til hende
  • jeg skal lave juledekorationer og spise æbleskiver med et par veninder. Det er en gammel tradition fra, da vi boede på kollegium sammen
  • jeg skal i tivoli med min kæreste og kysse under hjertetræet
Det er juleplaner indtil videre, der skal nok komme flere såsom at købe gaver. Og jeg kommer vist til at svælge i jul her på min blog. Jeg holder meget af jul, og jeg elsker at pynte op, lave pynt, købe gaver og bare hygge.

Lydbøger

Jeg har fundet flere interessante lydbøger på DR's hjemmeside. Jeg har aldrig før lyttet til lydbøger, men nu skal det have en chance.

Jeg har downloadet Anne B. Ragde's Arseniktårnet og Hallgrìmur Helgason's lejemoderens guide til et smukt hjem. Nu skal jeg have overført bøgerne til min ipod, også er jeg klar til at lytte til bøger, mens jeg strikker og roder rundt på internettet.

9. november 2009

Camilla Läckberg: Tyskerungen

Endelig blev det min tur til at låne Camilla Läckbergs Tyskerunge på biblioteket. Jeg har stået i kø i flere måneder.

Det har bestemt været ventetiden værd. Bogen var virkelig spændende, og jeg kan godt lide, at der fortælles både i nutid og datid. En historiker findes myrdet, og han kendte hovedpersonen Erica's mor som ung. Erica finder moderens dagbøger, og her beretter moderen om tiden som teenager under 2. verdenskrig. Samtidig med historien om 2. verdenskrig følger man politiets efterforskning i mordet, og hvordan Erica og hendes mand Patrick, som er politimand på barsel vikles ind i opklaringen af mordet.

Jeg kan godt lide Camilla Läckbergs måde at skrive på. Jeg var meget underholdt gennem bogen, og jeg havde svært ved at stoppe med at læse, når jeg var kommet godt i gang. Bogen indeholder også små historier om Patricks kolleger på politistationen, og det runder fortællingen af på en god måde.

Jeg synes, denne bog er den bedste af de fem bøger af Camilla Läckberg, som jeg har læst. Det giver en god dimension, at Erica undersøger sin egen baggrund, som kædes sammen med opklaringen af mordet.

Vi tæller ned til jul

Jeg sad og bladrede i Imercos tilbudskatalog, og jeg blev lidt forundret over dette kalenderlys.

Lyset starter med at tælle ned allerede fra den 24. november.

I min verden er det forkert. Julen starter i december, og kalenderlys skal starte den 1. december.

6. november 2009

København læser

Fra i dag og indtil næste søndag afholdes arrangementet "København læser". Det er en festival om bøger og kultur.

I dag uddelte Københavns Kommunes biblioteker gratis bøger på Kongens Nytorv, og jeg var forbi på vej hjem fra arbejde.

Jeg fik fingre i følgende bøger:
Martina Haag: Vidunderlig og elsket af alle - en chik-lit, som bibliotikaren roste meget
Margaret Skjelbred: Gulddronning og Perledronning - på bagsiden står der, at det er en urovækkende roman, og det lyder meget spændende.
Frode Grytten: Flydende Bjørn - en norsk krimi
Steve Sem-Sandberg: Herfra til Fremtiden - en roman om Sverige i slutningen af 60'erne
Michal Veiwegh: Sagen om den utro Klara - en bog om jalousi


Weekend

Endelig blev det fredag eftermiddag og tid til weekend. Jeg har glædet mig siden onsdag morgen. Jeg trænger til at slappe af, koble helt fra og særligt sove længere end til kl. 6.

Vaskemaskinen er allerede startet op, så vasketøjet kan komme af vejen, og jeg vil få overstået min rengøringstjans om lidt. Og ellers vil jeg bruge resten af fredagen på at strikke og læse Tyskerungen færdig.

I morgen skal jeg til Malmø og besøge min søster med et par veninder. Jeg glæder mig til at se både min søster og vores fælles veninder, og jeg er sikker på vi får en hyggelig dag med god mad og masser af snak.

På søndag har jeg ingen planer udover at Forbrydelsen II, så jeg tror, det bliver en dag i afslapningens tegn.

God weekend til alle !

"Du ligner din far"

Jeg talte med min mor i aftes, om vi kom blandt andet ind på, hvordan vi reagerer forskelligt i forhold til fx sygdom i familien, hvor jeg ikke selv kan gøre en forskel.

Min mor spurgte hvordan jeg tog det. Og jeg svarede, at jeg som udgangspunkt var jeg positiv og prøvede at få det bedste ud af situationen, og ikke bekymre mig alt for meget. Også svarede min mor: Ja, der ligner du din far meget. Ok, det blev jeg lidt overrasket over, men nu hvor jeg tænker efter, så er det jo rigtigt.

Og jo ældre jeg er blevet, jo mere er jeg kommet til at ligne min far sådan rent personlighedshedmæssigt, mens da jeg var yngre havde jeg mere af min mors bekymrede natur.

4. november 2009

Sne

Så er vinterens første sne faldet. Omend det ikke bliver liggende, så er det sne.

Jeg holder meget af sne, det giver hele verdenen et nyt udtryk, og der bliver stille på en anden måde. Og den knitrende lyd, når jeg går afsted i den uberørte sne, er dejlig.

Jeg håber, der kommer perioder med sne henover vinteren, så der kan blive kælket, bygget snemænd og afholdt sneboldkampe, inden foråret vender tilbage om 4-5 måneder.

3. november 2009

Indisk mad

Jeg har altid holdt meget af karryretter, og som barn var det desværre kun boller i karry, der stod på menuen. Da jeg flyttede hjemmefra, eksperimenterede jeg meget med krydderier og især karry.

Og da jeg pludselig en dag havde mødt en fantastisk indisk mand, blev mine øjne åbnet op på indisk mad. Min kæreste har serveret forskellige indiske retter, som han har lært at lave af hans far. En klassiker er kylling i karry.

For 2 år siden var jeg i Indien for første gang, og det var en stor kulinarisk oplevelse. Jeg fik de mest fantastiske ingefærrejer, små snacks og forskellige former for brød, og vi taler stadig om den fantastiske mad. Også i London kan man spise god indisk mad, og om et par uger rejser vi til London for at spise indisk mad, jeg glæder mig.

Og nu tilbage til gryderne: I dag lavede min kæreste chapati med en karry-kartoffelmos. Chapati'ene er lavet så de kan deles i tre tynde lag, og jeg er meget fasineret.




Chapati med karry-kartoffelmos

1. november 2009

Klassisk musik for begyndere

Jeg har været til Takkelkoncert i Takkelloften i Operaen på Holmen i dag.

Jeg er ikke vant til at høre klassisk musik, så jeg var meget spændt på, hvad jeg skulle høre. Der blev spillet 3 stykker af hhv. Beethoven, Mozart og Hayden.

Det første stykke med Beethoven var med fire strygere. De fire musikere havde en fantastisk mimik og udstråling, mens de spillede. De var dybt koncenterede om musikken, samtidig med at de levede sig ind i musikken og satte følelser på i deres ansigtsudtryk.

Det andet stykke med Mozart blev spillet på hhv. klaver og violin, og musikken var smuk, og jeg faldt nærmest helt hen i en anden verden.

Det tredje stykke med Hayden var igen fire strygere, og her blev jeg meget facineret af, hvor meget af kroppen violinisterne bruger af kroppen, når de spiller. 

Takkelloften er en lille intim scene med plads til ca. 200 tilskuere. Det var dejligt at se musikerne så tæt, at jeg kunne høre, når de trampede rytmen i gulvet med foden, og at jeg kunne se koncentrationen i deres øjne. Det gav musikoplevelsen en ekstra dimension at være så tæt på.

Tapas fra Sydamerika

Lørdag gik jeg i gang med store eksperimenter i køkkenet. I fødselsdagsgave fik jeg en kogebog med tapasopskrifter fra hele verdenen, og nu skulle den afprøves. Jeg lavede tre retter, der alle har rødder i Sydamerika.

Den første ret var arepas med blåskimmelsauce. Jeg startede med at lave en vandbakkelsesdej af majsmel med lidt gorgonzola til. Jeg stegte små boller på panden. De færdige boller med drysset med lidt mere gorgonzola. De små boller med serveret med den såkaldte blåskimmelsauce, som jeg vil kalde en tomatsalat med rødløg. Bollerne var lidt fede i det, og tomatsalaten havde en skarphed pga. løg, der passede godt til arepasene.


Dejen til arepas


Stegning i gang


De færdige arepas med gorgonzola


Tomatsalaten som kogebogen kaldte en blåskimmelsauce

Den anden ret var tex mex kyllinglår. Da jeg havde fundet opskriften havde jeg kun set på ingredienserne og ikke hvad retten egentligt indebar. Så jeg blev lidt overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg skulle udbene kyllinglårene. Det var en lidt besværlig opgave, men det var bestemt resultatet værd. Min kæreste viste mig tricket til at knække knoglen, så der var en lille rest knogle tilbage på kyllinglåret.
Kyllinglåret blev fyldt med en blanding af løg, chili, revet ost og chorizopølse. En skive bacon blev svøbt rundt om kyllinglåret, og kyllingen blev stegt i ovnen. Kyllingelårene var rigtig lækre og gode med fyldet. Og det er ikke sidste gang, jeg vil lave fyldte kyllingelår.



De udbenende kyllingelår


Fyldet til kyllingelår




De færdige kyllingelår

Den tredje ret var svampe bagt i ovnen penslet med en krydderurterpesto. Ovenpå kom en smeltet mozarellaost.


Svampe med mozarella