31. august 2009

En god aften

Lørdag aften var jeg til 10 års studenterfest, og det var en kæmpe oplevelse. 

Det føltes som om, at jeg havde set mine gamle klassekammerater for 14 dage siden og ikke for 8-9 år siden, som det jo egentligt var. Alle faldt straks ind i de gamle vante roller og kliker til en start, og derefter minglede vi rundt og fik snakket med nogle af de andre. 

Mange gange sad jeg med mine veninder og sagde: Kan du huske dengang, hvor vi gjorde dit eller du sagde dat. Det var minder, som jeg ikke har tænkt på i mange år. Det blev også klart, at det er forskellige ting, vi kan huske og som vi har bidt mærke i. 

Det var alt i alt en fed aften med gode samtaler, minder og løfter om en fest til næste år. 

27. august 2009

Fritid

Jeg har gået og tænkt meget over, hvad jeg egentligt vil bruge min fritid på. Ofte så kommer jeg hjem fra arbejde, så sætter jeg mig i sofaen og tænder for computeren og bruger et par timer på at surfe rundt på internettet. Så er der aftensmad med enten madlavning eller opvask, lidt snak med min kæreste også gik den dag stort set gået. 

Jeg føler ofte, at jeg spilder mit liv på den måde. Jeg må da have noget mere at gå op i. Så jeg har besluttet, at jeg ikke skal surfe formålløst rundt på internettet bare for at få tiden til at gå. Også ville jeg sikkert også få mere tid til at redigere billeder, lave fotobøger og skrive indlæg her, så min prioritering skal ændres. 

Jeg ville ønske, at jeg var lidt bedre til at bruge de kreative evner, som jeg egentligt har. Tidligere har jeg både tegnet, malet, strikket, syet og meget mere. Jeg går bare altid i stå, når jeg kaster mig over sådan kreative sysler. Det eneste jeg gennemfører er madlavning, men jeg er til gengæld også stærk til.

Nå, jeg kom vidt omkring emnet fritid, men nu vil jeg slukke computeren og lave lidt praktiske hjemmeopgaver, som fritiden vel også skal bruges til.

26. august 2009

10 år er gået

For 10 år siden skete der mange ting i mit liv:

Jeg blev student

Jeg flyttede hjemmefra

Og ikke nok med at jeg flyttede hjemmefra, jeg flyttede helt til København fra en lille jysk flække

Jeg startede på universitetet

Og sidst men ikke mindst, jeg flyttede på kollegium.

I dag 10 år senere kan jeg slet ikke forstå, at det er 10 år siden, jeg flyttede her til København og startede på universitetet. Tiden er fløjet af sted, og jeg har haft så mange gode, sjove og lærerige oplevelser. 

På lørdag skal jeg til 10 års studenterjubilærium, og jeg glæder mig til at møde alle mine gamle klassekammerater igen og snakke om sjove dage på HTX, vores drømme dengang, og hvad vi drømmer om i dag. 

Sagaen om Isfolket

Jeg har læst, læst og læst endnu mere. Gennem de sidste par uger har jeg læst de 13 første bøger i Sagaen om Isfolket. Og selvom jeg har læst dem før, så har det været en kæmpe oplevelse. Bøgerne er fulde af gode historier, som fanger mig, og som jeg lever mig ind i. Nogle dage har jeg stort set ikke lavet andet end at læse, og jeg har nærmest været fanget i historierne.

I bøgerne beskrives personligheden, skæbnen og livet for stort set alle af Isfolkets medlemmer. Jeg er kommet til at holde af flere af Isfolkets medlemmer, især Silje og Villemo. Silje for hendes åbenhed og kærlighed til Isfolket og for hendes gåpåmod. Villemo for hendes ukuelighed, hendes viljestyrke og hendes evner som ramt.

Jeg er virkelig begejstret for den familiefølelse, der beskrives i bøgerne. Fx som Michael der hele hans liv længes efter Isfolket, og som kommer af sted inden det er for sent. Jeg er næsten misundelig på det stærke sammenhold i familien.

I dag har jeg været på biblioteket og hente bog nr. 31 og 32 i Sagaen, så nu er der flere historier i vente.

22. august 2009

Highlights fra ferien

I sidste uge var min kæreste og jeg på ferie på Madeira. Jeg vil ikke kaste mig ud i en længere dagbog over ferien, så bliver jeg vist aldrig færdig.

Her følger de største, de mærkeligste oplevelser og de bedste kulinariske oplevelser.

Top 5 af de største oplevelser:

Vandretur til 25 Fontes - det var en stor naturoplevelse med en skøn udsigt


Hval- og delfintur - vi så ingen delfiner, til gengæld så vi en kæmpe hval, og det var en meget stor oplevelse at se hvordan hvalen svømmede rundt og legede med båden.

Svævebanetur i Funchal - der var langt ned, det var lidt nervepirrende, udsigten var utrolig og det skal prøves.

Bare-foot-walk - hotellet havde en 800 m lang sti med forskellige underlag som kogler, sten, træ, mudder og vand, som man gik op med bare tæer, og det var fedt


Her er jeg på vej ud i mudderbanen, og det var en spøjs fornemmelse









Køreturen op til Pico do Areeiro (et 1818 m højt bjerg) - udsigten var skøn, følelsen når man kører gennem skyer, og følelsen af at være på toppen af verden

De mærkeligste oplevelser:

Tyske turister uberalles! Jeg er stadig overrasket over så mange tyske turister, der kan være samlet på så lille en ø og dermed også besættelsen af tysk fjernsyn


Skilte med forbud mod alkoholindtag på byggepladser - ja selvfølgelig er helt korrekt, men jeg har aldrig før set et skilt med en vinflaske med en streg over - no vino here









De meget små kopper kaffe - det er sikkert jo mindre jo bedre

De største kulinariske oplevelser:


Kylling i Madeiravin - på en gang både en sød og frisk ret







Fisk med mango, banan og noget der minder om granatæblekerner

Hotellets dessertbord - der var buffet til aftensmad, og der var masser af lækre desserter

18. august 2009

Indisk karry

Endelig var det min kærestes tur til at lave mad. Og i dag lavede han kylling i karry, og det er en fantastisk ret. Retten var godt krydret uden at være stærk, og det var en stor fornøjelse at spise den. Jeg har savnet at spise gryderetter efter mange salater, grillaftener og andre lette retter her i løbet af sommeren. Jeg ser frem til at lave gryderetter her i efteråret, som skal simre.

Sidste feriedag

I dag har jeg min sidste feriedag i denne omgang. Det er godt nok lidt trist, og jeg har ikke voldsom meget lyst til at tage på arbejde i morgen. Jeg vil meget hellere være hjemme, læse bøger, nyde livet på altanen og tage på ture rundt i København.

Da min ferie startede for 3½ uge siden havde jeg følgende håb for min ferie:

Ferie med min kæreste til Maderia - tjek; vi havde en dejlig ferie, jeg skal nok komme med en længere fortælling om ferien
Fejre min 30 års fødselsdag - tjek; jeg havde en dejlig fødselsdag
Mødes med mange af mine veninder til brunch, sommerbio og æbleskiver - tjek til at ses med nogle veninder, dog har jeg ikke fået æbleskiver
Dikke dikke min lille nevø og se hans nye hjem - tjek - nevøen er blevet stor; til gengæld var hans nye hjem en stor byggeplads
Drikke kold hvidvin på altanen - tjek
Læse tykke bøger - tjek - jeg har læst mange bøger i ferien
Bade ved Amager Strand - nej, jeg fik ikke badet på stranden i ferien, men det gjorde jeg tidligere på sommeren
Besøge mit barndomshjem - tjek, jeg besøgte mine forældre og blev fodret af med kogte kartofler
På kanalrundfart - tjek, jeg har været på en god og varm kanalrundfart
På morgenfototur rundt i København - nej, en morgentur blev det ikke, til gengæld en varm eftermiddag
Afprøve havnebadet - nej
Løbe nogle ture - desværre har jeg kun løbet en gang i løbet af ferien, så det punkt er ikke opfyldt, men så kan det kun blive bedre

Og derudover har jeg oplevet følgende:
Set ballet på ubåde under Havnefestivalen
Sovet på altanen - ja om natten
Været til et fantastisk bryllup
Fået fjernet to visdomstænder
Spillet meget Peegle

Og nu er der ikke meget andet at gøre end at pakke min taske til i morgen og sætte vækkeuret og glæde mig over, at der er 3 dage til weekend.

6. august 2009

Turist i København

Jeg var turist i København et par timer i dag. Jeg havde et par ærinder inde på Strøget, og da de var overstået, tog jeg kameraet frem for at fotografere København i sommerforklædning.

Jeg var omkring Amagertorv, Storkespringvandet, Kongens Nytorv og Nyhavn og fotografere. Og alle steder var det bare sort af mennesker, og jeg var bestemt ikke den eneste med et kamera om halsen. Jeg hørte mange forskellige sprog, og så turister, der gik rundt med kort.

Da jeg nåede Nyhavn, havde jeg set mennesker nok, så jeg gik ovre på den stille side, hvor der ingen sol er. Jeg købte en is hos Vaffelboden og satte mig ned til vandet på Havnegade, hvor der ikke var mange mennesker. Ved vandet havde jeg et godt overblik over alle bådene, der skulle ind i Nyhavn.

Og her fik jeg tanken: Hvorfor er det at vi mennesker, kun vil være de steder, hvor alle andre er? Altså oppe i Nyhavn var det helt sort af mennesker, mens 100 m derfra sad vi 5 mennesker fordelt på 100 m. Og jeg var nød at sidde der ved vandet helt alene.

Derfra gik turen hjem over Christianshavn til Amager. På Christianshavn studerede jeg butiksvinduer hos alt fra smykkebutikker til bagere. Vel hjemme nød jeg at være helt alene på altanen i den bagende sol.

En dejlig sommerdag :)

5. august 2009

Små gule citroner af Kajsa Ingemarsson

Små gule citroner er en bog, jeg har haft lyst til at læse, siden den udkom. Og endelig har jeg læst den.

Det er en fin lille historie om Agnes, der bor i Stockholm og arbejder som overtjener. På samme aften mister Agnes sit job og sin kæreste, og nu må Agnes finde ud af, hvad der skal ske i hendes liv, og hvad der er vigtigt for hende.

Jeg kan især godt lide den udvikling, som Agnes er igennem i bogen, og hvordan hun tackler de forskellige problemstillinger, hun bliver udsat for. Samtidig kan jeg også lide den måde forfatteren beskriver særligt Agnes' forældre på. Jeg kan nærmest se dem for mig ud fra fortællingerne.

Bogen er en god historie om kærlighed, venskaber, livet og om at turde tage en chance og prøve noget helt nyt.

4. august 2009

Ken Follett: Uendelige verden

Giv mig mere! Det er den fornemmelse, jeg sidder med, efter at have læst Uendelige verden af Ken Follett. Jeg er blevet virkelig godt underholdt af bogen, og jeg har haft meget svært ved at lægge den fra mig.

Bogen er en efterfølger til Jordens Søjler, og man følger fire børn fra de er ca. 10 år, og op gennem deres liv. Handlingen foregår i Kingsbridge i England i 1300-tallet. De fire børn repræsentere fire forskellige typer: Ralph, dræberen der vil have magt og frem i verdenen; Merethin hans bror, der er intellektuel og retfærdig; Caris, datter af en stor handelsmand i Kingsbridge og endelig Gwenda, en fattig landsbypige, der aldrig giver op.

Jeg er imponeret af, Ken Folletts gode beskrivelser af de forskellige personers følelser, intentioner, udseende og hvem, der er de gode og hvem der er de onde.

Jeg synes, Uendelige Verden er meget bedre end Jordens Søjler. Uendelige verden er skrevet ud fra personernes oplevelser af de forskellige begivenheder i Kingsbridge og omegn, og med knap så meget fokus på katedralbyggeri, som gjorde Jordens Søjler meget lang for mig.

Jeg vil anbefale bogen til alle, der vil have en stor læseoplevelse, og man skal ikke lade sig skræmme af de 1200 sider, som bogen er.

Brunstkalenderen af Emma Hamberg

Brunstkalenderen af Emma Hamberg er en hurtig læst bog. Bogen handler om tre søstre fra 34 til 42 år, der hver især kæmper med deres problemer i livet. Søsterne er vokset på en gård med malkekvæg, hvor de fra barnsben var med til at malke køerne, inseminere køerne (deraf navnet på bogen) og drive gården.

Da der sker en uventet ting for de tre søstre, må de tage hele deres liv op til genovervejelse og finde ud af, hvad de vil med livet, og hvad der er vigtigt for dem.

Bogen er en fin lille historie, men jeg synes, jeg har læst noget der ligner før. Især historien om den yngste søster, der sidder fast i hendes liv med 4 børn, synes jeg er en genganger af, hvad jeg tidligere har læst fx i Bitterfissen.

Bogen fik mig til at tænke over min egen barndom langt ude på den jyske hede på en gård med svin. Jeg er meget imponeret af, hvordan de tre søstre kan gå ind og arbejde i staldene så mange år efter, de er flyttet hjemmefra. Det ville jeg bestemt ikke kunne, lige udover at fodre grisene.

3. august 2009

Billeder

Jeg har brugt en stor del af dagen på at rydde op i de mange billeder, som jeg tog i 2008. Ja, jeg er meget organiseret, og har en mappe på computeren med alle mine billeder fra 2008 i masser af undermapper.

Nu var dagen kommet, hvor jeg skulle se billederne igennem og oploade dem til Flickr, så de er reddet, hvis computeren en dag bryder sammen.

Det var ikke kun hårdt arbejde, jeg kunne også mindes ferier til Amsterdam og Venedig, ture rundt i Købehavn, en dejlig jul og masser af mad, som jeg havde lavet.

2. august 2009

Fødselsdagskagerne og andet mad

En god fødselsdag kræver masser af mad. Jeg havde inviteret gæster til brunch og kage. Allerede lørdag var jeg i fuld sving i køkkenet og i formiddags, inden gæsterne kom, var jeg også i køkkenet med god hjælp af min kæreste.

Her er billeder af nogle af retterne:

Amerikanske pandekager:










Æg, bacon og pølser:









Masser af boller:








Bananlaglage med kakaobunde:








Bananmuffins:









Og jeg fik lavet for meget af næsten alting, så nu er der rester til de næste dage - herligt.

Fødselsdag

Jeg har fødselsdag i dag og fylder 30.

Det, at jeg fylder 30 år, har nogen spurgt om, det er slemt? Og nej det synes jeg ikke. Jeg er det sted i mit liv, hvor jeg gerne vil være, og det passer godt med at være 30. Og jeg er her, hvor jeg forestillede mig, at jeg ville være, da jeg var 20 - altså lige bortset fra 3 børn, men de kan jo komme.

At blive 30, ser jeg som muligheden for at få 10 nye år til masser af oplevelser, op- og nedture og erfaringer, der er med til at forme mig som menneske. Og hvis 30'erne giver bare halvt så mange fantastiske, sjove, vilde og dejlige oplevelser som 20'erne, så vil jeg være tilfreds.

Så velkommen til 30'erne skal det lyde fra mig selv til mig selv!